Skolehygiejne
En Oversigt for Lærere

 Om nervøse og sjælelig abnorme børn. 43 I denne forbindelse maa ogsaa nævnes den s. k. St. Veits dans eller chorea (chorea minor), som lægerne kalder den. Denne sygdom optræder overveiende hyppigst efter gigtfeber samt visse betændelser i halsen og minder tildels om de netop omtalte «tics» ; men bevægelserne har ikke den krampagtige karakter som ved sidstnævnte. Sygdommen ytrer sig derved, at der snart med mellemrum, snart hurtig paa hverandre optræder ufrivillige bevægelser, som patienten ikke formaar at undertrykke, og som snart optræder paa ét, snart paa et andet eller samtidig paa flere steder af kroppen. Ofte er de stærkest udtalte i armene, som ufrivillig bøies, strækkes, dreies, lægges paa ryggen el. 1. Samtidig lider de frivillige bevægelser, saa patienterne bliver klodsede og «sliphændte». Angribes benene, faar patienten et aparte udseende under gan- gen, bøier knæerne for meget, løfter sig abnormt høit paa tæerne, faar let for at snuble el. 1. Endelig optræder ogsaa under denne lidelse ofte grimaser i ansigtet; bl. a. rynker barnet ufrivillig panden eller fortrækker munden eller begynder at glippe med øinene. I begyndelsen af sygdommen bliver saadanne børn ofte fejlagtig irettesatte, fordi de ikke kan sidde rolig eller ikke formaar at skrive ordentlig; eller de begyndende grimaser opfattes som unoder. Ogsaa børn med denne sygdom bør holde sig hjemme fra skolen. Dels bliver de nemlig erfaringsmæssig hurtigst helbredet ved sengeleie; dels viser kameraterne sig stundom uvilkaar- lig at efterligne patientens bevægelser («imitatorisk chorea»). Endelig skal paa dette sted ogsaa nævnes epilepsi. I udtalte tilfælde af denne lidelse falder patienten med eller uden et foregaaende skrig pludselig bevidstløs om og faar kramper over hele kroppen af flere minuters varighed. Derpaa ophører kramperne, medens bevidstløsheden vedvarer og efterhaanden gaar over i en søvn, der kan vare i op til flere timer. Efterpaa følger ofte nogle dages hovedpine og almindeligt ildebefindende. I mange tilfælde erstattes imidlertid denne typiske epilepsi af anfald af uskyldigere art. Saaledes kan kramperne indskrænke sig til faa muskelgrupper eller helt udeblive, og bevidst- løsheden igjen hurtig ophøre. Eller patienten falder ikke om, men føler bare en kortvarig tilbøielighed til at besvime eller bliver bare en kort tid aands- fraværen de. Medens barnet bliver hørt, taber det f. ex. pludselig traaden og stirrer aandsfraværende hen for sig, snakker kanske ogsaa et øjeblik tul, men er lige efter atter ved fuld samling. Eller det reiser sig umotiveret fra sin plads og begynder at synge ellei’ mumle. Eller det spadserer paa gaden og begynder med éngang at gaa i ørsken og havner paa et fremmed sted. Ogsaa mange af de tilfælde, hvor børn (og voxne) pludselig midt paa dagen sovner ind, regnes ofte hid. — Endelig fremhæves, at epileptikere efter eller istedenfor et af de beskrevne anfald i nogen tid kan blive helt sindsforvirrede og i denne tilstand kan blive voldsomme, rive af sig klæderne, springe i vandet, begaa tyverier, sætte ild paa eller endog blive farlige for sine omgivelser. Disse s. k. epileptoide tilstande har derfor retslig betydning (se nedenfor under aandssvage). Forøvrig bemærkes, at epileptiske børn ofte i aarevis kan vise forskjellige af de nedenfor omtalte sygelige foreteelser, som pirrelighed, paafaldende uop- mærksomhed o. a., forinden et udtalt anfald bringer sygdommens natur paa