Forplantning og Arvelighed

87 Den Forandring af Egenskaberne, som fremkaldes af Ændringer i Livskaarene, er i Reglen af en ret simpel Art; det drejer sig om et mere eller mindre af de paagældende Enkelt-Egenskaber. Et kraftigt ernæret Væsen, Dyr eller Plante, udvikler sig kraftigt, faar store Dimensioner, og dets Arbejds- evne forøges. Det slet ernærede Individ bliver svagt, kun lidet modstandsdygtigt, faar ringe Stør- relse, giver ringe Afkom. Har vi to Individer af disse to Grupper for os, skulde vi ofte tro, at de var helt forskellige og ikke havde noget med hin- anden at gøre. Paa lignende Vis præger Lysmangel Planterne; de ikke eller kun svagt belyste Individer bliver ranglede, blege og uden Fasthed i deres Væv, medens de stærkt belyste bliver mørkegrønne, af en tæt, sluttet Vækst, og med rigelig Skeletdannelse i deres Væv. Livskaarenes Indgriben kommer som Følge heraf ofte til at spille en forstyrrende Rolle ved Arvelig- hedsforsøg. Saaledes saa vi ovenfor (S. 49), at Bønnerne i et Aar udviklede sig daarligere end i et andet, som Følge af daarligere Vækstbetingelser i dette Aar end i det foregaaende. Hvis vi her kun havde haft med en enkelt Ren Linje at gøre, f. Eks. en af dem, der stammede fra de store Bønner og hørte til de store Linjer, vilde vi se, at Afkommet blev lille; derfor kunde vi fristes til at tro, at Linjens Beskaffenhed havde ændret sig; dette er imidlertid ikke Tilfældet, naar vi betragtsr dens Egenskab i Forhold til BønnematsrialGts Egenskabet som Helhed; da viser det sig, at Linjen er for- holdsvis stor alligevel. Har vi ikke med en, men med flere Linjer at gøre, ser vi i Reglen, at de for- skellige Linjers Rækkefølge bliver den samme, hvad enten Kaarene er gunstige eller ikke; de store ved- bliver at være store, de smaa er stedse smaa. Vil