Vor Klodes Dyr 1

94 VOR KLODES DYR. dem urolige ved deres i den mørke, tavse Polarnat dobbelt uhyggeligt lydende, langtrukne Hyl. Undertiden farer et Dyr skræmt bort fra Hjorden, og da er dets Skæbne i Reglen snart beseglet, hele Ulveflokken sætter efter det, og i Løbet af faa Minuter er det indhen- tet, dræbt og opædt til sidste Trævl. Dog hænder det ogsaa, at en kraftig Ren gennemlø- ber forbavsende Strækninger forfulgt af de udholdende Ulve, hvis Bytte den alligevel til sidst bliver, hvis den ikke tilfældig træffer paa en Rudel af dens Lige, der optager og be- skytter den. Naar en Flok gaar og græsser, hænder det, at en og anden af den bliver noget tilbage, Ulvene sniger sig da krybende frem for at afskære den fra Resten af Hjorden. Naar dette er gjort, styrter de sig over den og sønderflænger den. Selv den mørkeste Del af Polarnatten beskytter ikke Renen mod Ulvene, thi disse sporer den, som sagt, ved Lugte- sansen, der virker lige godt i Mørke og Lys. Naar Vinteren nærmer sig sin Ende, lindres Dyrenes Kaar tidligt og hurtigt. Allerede i Februar og Marts føder Sælerne deres Unger, der nu bliver Ulvenes lette Bytte, saa de lader Renflokkene være i Ro; disse splittes, Kalvene fødes, og Sommerglæderne er i nær Udsigt. Saa strengt som i disse ugæstmilde Egne er Rensdyrenes Liv næppe noget andet Sted. I Grønland og paa Spitsbergen har de kun Klimaet at kæmpe med, her er Ulvene ukendte. Tilgangen paa Føde er ogsaa større her, navnlig i de sydligere, vestgrønlandske Egne, hvor de strejfer vidt om, søgende snart de rige Græsgange i de stille Fjorddale, snart de store Fjældsletter, hvor de om Sommeren finder Fred for den ulidelige Myggeplage. I Norge er Vildrenen nu indskrænket til de ødeste, højtliggende Bjærgegne. Her lever den i store Flokke, der om Vinteren, naar Husdyr og Mennesker forlader Sætrene, søger ned i lavere Fjældregioner lige til ind i de øverste Skove. Dens væsentligste Føde er her som i Lapland: om Sommeren Græs, Fjældurter, Dværgpil o. L, om Vinteren Renmosset (n. Renmosen), en smuk, hvid Lavart, der dækker store Strækninger med en 10—15 Centimeter tyk, elastisk Pude. Uden dette kan Skandinaviens Rensdyr ikke i Længden opholde Livet, det er ogsaa Tamrenens kæreste Føde. Dens værste Fjende — næstefter Mennesket — er her Jærven, medens Ulven ikke spiller nogen stor Rolle, hvor farlig den ogsaa i Lapland er for de tamme Renflokke. Den følger disse paa alle deres Vandringer, og da for nogle Aar siden et Par Fjældlapper drog med deres Hjorde helt ned til Jotunheimen, fulgte mange Ulve i deres Spor. De gjorde saa megen Skade, at Fjernelsen af Lapperne og deres Dyr blev nødvendig. Lossen (n. Gaupen) tager vel om Vinteren, naar Renflokkene søger Ly i de højstliggende Skove, et og andet Dyr ud af dem, maaske Bjørnen en enkelt Gang kan se sit Snit til at gøre det samme, men nogen betydende Skade gør de ikke i Sammenligning med Jærven. En slem Plage for Renen er Myggene, der udklækkes i Myriader i Fjældvandene, og to Bremsearter, der lægger deres Æg den ene i dens Ryghud, den anden i dens Næsebor. Det første Sted danner der sig smertefulde Bylder, af hvis Materie Larverne lever; fra Næseborene, hvor den anden Arts Yngel udklækkes, arbejder denne sig videre op i Pande- hulerne eller ned i Svælget, hvorfra til sidst de tykke, fede Larver slynges ud ved det pla- gede Dyrs Ny sen og Hosten. I værste Fald kan de naa helt op i Hjernen, hvor de frem- kalder en Slags »Drejesyge«, der volder Dyrets Død. For at søge Beskyttelse mod disse Plageaander, drager Vildrenflokkene om Sommeren i den varme Del af Dagen højt op i Fjældene, hvor den friske Vind og Kulden fra Gletscherne holder Insekterne borte. De