Vor Klodes Dyr 1

DEN ARKTISKE DYREVERDEN. 93 »lutter Øjne, Øren og Ben og alarmerede ved det mindste Tegn til Fare«. Den kraftigt Iremskydende Vegetation feder Dyrene overordentligt, ligesom Kalvene vokser forbavsende hurtigt til, nærede ved Mødrenes ualmindelig fede Mælk."Deres farligste Fjender, Ulvene, kan ikke gøre dem stor Fortræd paa denne Aarstid, da de er forsvarsdygtige og holder til paa Steder, hvis sumpede eller skarpstenede Beskaffenhed disses Fødder ikke kan taale. Desuden byder nyfødte Sælunger, Lemminger (n. Lemæn) og Fugleyngel Rovdyrene et lettere erhverveligt Ophold. Ud paa Efteraaret har Rensdyrene lagt sig et flere Tommer tykt Fedtlag til, der tillige med deres tætte og varme Vinterpels nok kan holde en Kulde paa over 40 0 ude. De samles nu i store Flokke paa indtil 60 Stykker, som dog formodentlig snart, i Brunsttiden, splittes i mindre. Tyrene kæmper under høje Brøl deres forbitrede Kampe om Køerne, og hver af dem samler sig et Harem saa stort, som han kan overkomme at holde Styr paa og forsvare mod Medbejlere. Naar en af en Pasha og hans Odalisker bestaaende Flok for- uroliges af Mennesker, viser Damerne sig meget nysgerrige og vil gerne blive staaende for at betragte det uvante Fænomen, men deres Herre og Mester taaler intet saadant. Han sætter dem i Fart ved Stød med Takkerne og holder dem under Flugten samlede ved at løbe rundt om dem udstødende en forunderlig Lyd, der synes at forurolige dem og holde dem i Gang. Vinteren igennem holder Familierne sammen til fælles Hjælp ved Arbejdet med at skrabe Føden frem under Sneen og til Forsvar mod Ulvene. Dyrene er nu snehvide, medens deres Farve om Sommeren har en overordentlig Lighed med den for Sne blot- tede Jordbund. Det antages i Almindelighed, at dette Farveskifte hos højnordiske Dyr er fremkom- met ved et naturligt Udvalg under Kampen for Tilværelsen. Ligheden med Omgivelserne skal være til Fordel for dem enten derved, at de vanskeligere opdages af deres Fjender, eller derved, at de, for saa vidt de er Rovdyr, lettere kan liste sig ubemærkede ind paa deres Bytte. Intet af dette kan have Betydning for Rensdyrene i de arktiske Egne. Deres eneste Fjende blandt Rovdyrene er Ulven, hvor den forekommer; den sporer dog sit Bytte ikke ved Synet men ved Lugten, saa den finder dem vist lige let, hvad Farve de end har. Og da de er Planteædere, spiller Farven jo heller ingen Rolle for deres Ernæring. At de desuagtet bliver hvide om Vinteren turde tyde paa, at Fremkomsten af den hvide Farve er noget, der i sin Grund beror paa Omgivelsernes Indflydelse, 0111 end Farveskif- tet hos andre Dyrearter kan være bleven fremmet og fuldstændiggjort ved Naturens Ud- valg. Der maa være en direkte Forbindelse mellem Snelagets hvide Farve og Dyrenes Haarfarve, hvorpaa det saa end beror, noget hvorom vi endnu er ganske uvidende. Vintertiden er drøj for Dyrene. Føden er ofte vanskelig at komme til, og under de svære Snestorme maa de ofte 2—3 Dage igennem søge Ly i Kløfter og under bratte Klip- per, hvor der højst kan være noget tørt Lav at gnave af Stenene. Desuagtet har de fleste af dem, der skydes, Indvoldene udspilede af halvfordøjede Plantestoffer, medens Landet rundt om »er saa nøgent som en makadamiseret Landevej«. Det synes altsaa, at deres Fordøjelsesproces er meget langsom, hvorved Fødens nærende Bestanddele formodentlig udnyttes bedre og Sultfølelsen indtræder sent. Hjordene er ved Vintertid stadig omringede af hvide Polarulve, der dog ikke vover at angribe dem, saa længe de holder sig samlede, men som stadig skræmmer dem og gør