Vor Klodes Dyr 1

92 VOR KLODES DYR. rettere sagt i Leret under dem, findes dens Takker ikke sjældent, saa at den engang har været ret almindelig her. Den var dog forsvunden, inden Mennesket naaede hid, i alt Fald har vi ingen Beviser for det modsatte. Dens Knogler forekommer ikke i Affaldsdyngerne fra den ældre Stenalder, lige saa lidt som der i disse findes Redskaber gjorte af dem eller af dens Takker. Vi kan fra Danmark af forfølge dens Spor over store Dele af Mellemeuropa; helt ned til og i Alperne, i Frankrig, England, Tyskland og Østersøprovinserne har den levet og det samtidig med Mennesket. En Del af den ældste, »palæolitiske«, Stenalder er bleven kaldt »Rensdyrtiden«, fordi Huleboerne i Frankrig og tilstødende Egne af Mellem- tyskland en vis Periode igennem væsentlig synes at have levet af Renjagt. Dyrets let kendelige, realistisk opfattede og gengivne Billede findes indridset paa enkelte Horn- og Ben stykker fra denne Tid (Fig. 49). Endog i Pyrenæerne synes den at have levet, men den forsvandt forholdsvis tidligt ira alle disse sydlige Egne. I Polen og Lithauen har den holdt sig ned i Middelaldeien. Som vi kender Renen, er den, fraset Karibu’en, et afgjort arktisk Dyr, der skyr skov- bevoksede Egne og kun trives ret i det yderste Nord og paa høje Bjærge ovenover Skov- grænsen. Naar den engang forekom saa langt nede i Europa, har dette sikkert Sammen- hæng med Istiden, der trængte den længere og længere Syd paa, hvor den dog uddøde, eller hvorfra den vandrede mod Nord, efterhaanden som Klimaet og Plantevæksten forandrede sig. Thi det var ikke altid Mennesket, der gav Stødet til dens Forsvinden, dette gælder i alt Fald for Danmarks Vedkommende. Dens Liv former sig ikke ens overalt, der er jo ogsaa en meget betydelig Forskel mellem dens Opholdssteder alt efter deres Natur og Beliggenhed. Den bedste og udførligste Beret- ning om den egentlig arktiske Ren og dens Liv har Nordvest-Passagens berømte Opda- ger Mac C lure givet. Han traf den i Mængde paa Melville-Øen og havde Lejlighed til at iagttage den til alle Aarstider; thi først og fremmest har han oplyst, at den ikke, som man tidligere antog, og som den ellers saa paalidelige Brehm endnu i 1878 skriver, van- drer bort derfra om Vinteren. Det lyder ganske vist mærkeligt, at et saa stort, plante- ædende Dyr skulde kunne holde Livet oppe hele Aaret rundt i saa øde og kolde Egne som disse arktiske Øer, men det er ikke desto mindre en Kendsgerning. Midtvinters saas Rener overalt i Nærheden af Skibenes Overvintringssteder, snehvide, hen paa Foraaret stærkt afmagrede, haardt plagede af Ulve, men dog i Stand til hurtigt og grundigt at rette sig, saa snart der kom bedre Tider og de fik Adgang til rigelig Føde. Tidlig paa Aaret, mod Foraarstide, havde de nyfødte Kalve. I Mac Clures Journal skrives i December 1852: »Rensdyrene er i disse Dage komne Syd fra til deres Vinterkvarterer mellem Skrænterne og Sandhøjene; en Gang traf vi 90, en anden Gang 40, men de er saa vilde, at faa blev skudte. Vor toaarige Erfaring viser, at disse Dyr ikke vandrer Syd paa, som almindeligt antaget, men udholder Klimaets overordentlige Kulde og frister Livet ved den tarvelige Plantevækst, hovedsagelig ved Dværgpilen. De frembringer ved at skrabe Sneen væk med Forbenene en stærk Lyd, der kan høres langt borte...« Om Foraaret vandrer de over Isen fra 0 til 0 for at søge de Pladser ud, hvor de lettest kan komme til Føden, men videre gaar deres Vandringer ikke, og de trækker sig ikke tilbage til Amerikas Fastland om Vinteren. I Maj eller Juni fældes Gevirerne, og Kalvene fødes omtrent samtidig. Hjortene og Hin- dene eller, som Nordmændene siger, Okserne og Simlerne, holder sig i denne Tid hver for sig, de sidste i Smaaflokke sammen med Kalvene, der er pudserlige Smaaskabninger,