104
DE ARKTISKE DYR.
med tvær- eller skraatstillede Emaillestriber, de øverste Kanter af hele Tanden gennem-
sættende Folder. Fødderne er klobærende Poter, paa Forfoden mangler i Regelen Tom-
melen, saa den kun har 4 Tæer.
Til Harefamilien hører først og fremmest de egentlige Harer med lange, bevægelige
Øren, uforholdsmæssigt lange Bagben og stumpet Hale. Deres Slægt er repræsenteret i
Polarlandene ved een Art, Polarharen, om hvis Selvstændighed der dog er rejst Tvivl.
I Virkeligheden er den vistnok kun en efter de særlige Forhold tilpasset og ved dem noget
modificeret Form af Fjæld- eller Sneharen (Lepus timidus), der lever i Skandinavien og
Alperne og er en vor hjemlige Hare (L. europæus) meget nærstaaende Art.
Polarharen skiller sig væsentlig kun derved fra Sne- eller Fjældharen, at medens denne,
er graa om Sommeren og hvid om Vinteren, er hin hvid hele Aaret rundt. Den er noget
Fig. 54. Sneharen (Lepus timidus).
mere butsnudet og kortøret, ligesom maaske i det hele noget tættere bygget end vor
hjemlige Art, som den overgaar i Vægt. Harer paa $ Kilogram er allerede over Jævnvægt
hos os, i Polarlandene vejer de i Gennemsnit mellem 5 og 6, færdige til at steges 31/2 Kilo.
Hvad dens Udbredelse angaar, strækker denne sig over det nordligste amerikanske Fast-
land, over Øgruppen Nord for dette og over alle Grønlands Kystegne. Paa Frants Josephs
Land og Spitsbergen forekommer den ikke, saa lidt som paa Island. Ej heller i Sibirien
synes den at høre hjemme.
Om Sommeren lever den højt paa det saftige Grønt, der selv i de nordligste Egne
skyder kraftigt op paa beskyttede Steder, om Vinteren graver den sig Huler i og Gange
under Sneen, hvor den har det lunt og godt og kan faa det daglige Brød trods Kulde og
Storme. Paa sine Steder er Harerne meget talrige, saaledes paa Banks Land og Melvilleøen,
hvor de er bleven sete at samles i store Flokke, noget som ellers ikke er Hareskik. Man
har truflet indtil et Par Hundrede sammen, og de frembringer, hvor de saaledes gaar i