Vor Klodes Dyr 1

POLARHAREN. IO3 Kamp med en Bjørn er tam i Sammenligning dermed. Dyret blev skudt gennem Lungerne, og Blodet strømmede ud paa Sneen gennem dets Næsebor. Som det stod der, stolt iagt- tagende os, men ude af Stand til at angribe, var dets smaa men gennemtrængende og funk- lende Øjne næsten skjulte af tykt, busket Haar, og dens hele Krop var i frygtelige Konvul- sioner under Dødskampen. Den sitrende Bevægelse meddelte sig til dens uhyre Beklæd- ning af sammenfiltret Uld og Haar, endogsaa dens plumpe, tykke Manke syntes at rejse sig forbitret og bevægede sig langsomt fra Side til Side. Det syntes, som samlede den sin Lidenskabs hele Raseri til et sidste og voldsomt Angreb. Der hørtes ingen Brølen, det majestætiske Dyr var stumt, men det vilde Glimt af rasende Ild, der skød ud af dets Øjne, og den truende Stilling, var mere skrækindjagende end det hæsligste Brøl. Vi iagttog den i Stilhed, thi liden arbejdede for os, men vi vovede ikke at sænke vore Bøsser, før dens Kræfter var udtømte og den vaklede og faldt. Jeg har aldrig været Vidne til et saa vold- somt Raseri og ingen Sinde tænkt, mig, at et tilsyneladende saa dumt Dyr kunde ved Smerte og Lidenskab bringes til at frembyde et i Sandhed saa forfærdeligt Syn.« Ogsaa paa Germania-Ekspeditionen til Østgrønland gjordes der gode Iagttagelser over disse Dyr, der forekom baade paa Grønlands Fastland og paa Øerne udenfor i Flokke paa 20 til 30 Stykker. Deres Føde er den samme som Rensdyrets, og ligesom dette maa de om Vinteren skrabe den frem af Sneen med Forbenene. De var meget lidt sky og kom ofte Jægerne nær i stor Fart uden at angribe dem. Naar de blev overraskede, stod de som forstenede tiden at kunne beslutte sig til at fly. Ældre Dyr viste, selv naar der blev skudt paa dem, stor Koldblodighed, idet de blot søgte at dække sig ved at vende deres nsaarlige Pandeskjold mod Fjenden. Det kunde ikke nytte noget at rette Skuddet mod denne Del af Dyret: Projektilet fra en Bagladeriffel, der slog an imod det, faldt fladtrykt til Jorden uden at volde mindste Men. Blev en Hjord med Unger overrumplet, dannede den Karré, Kalvene i Midten, de gamle udenom med sænkede Hoveder, eller den tog Flugten med den ledende Tyr i Spidsen. Naar vi endnu tilføjer, at Køerne om Foraaret sætter en Kalv, der meget snart er i Stand til at følge Moderen, tagende sig ud som et Nøgle sort Uld paa 4 korte, tynde Ben, at Kødet er godt og minder i Smag om Oksekød, men at Tyrens i Brunsttiden dog er uspiseligt paa Grund af den stærke Moskuslugt, der har givet Dyret Navn, saa er dermed Lidtømt, hvad vi ved om Moskusoksen. I Fangenskab har den næppe nogen Sinde været holdt, den er vist aldrig bleven bragt levende til Europa, saa ad den Vej har man ingen Iagttagelser samlet. Polarharen (Lepus glacialis). Den art- og vel ogsaa individrigeste af alle Pattedyr- ordener er Gnaverne. Deres Kendemærke er Tandsættet, der er forskelligt fra alle andre Pattedyrs, navnlig ved de store, rodaabne Fortænder, der er stærkt krummede, næsten fir- kantede og kun emailleklædte paa For- og til Dels Sidefladerne. Idet Underkæben betin- get ved Kæbeledets Form bevæges forfra bagtil, slides Fortænderne i den og i Overkæben imod hinanden, saaledes at de bliver mejselformede, med en skarp Kant fortil og en skraa- nende Flade bagtil, hvor den haarde Emaille mangler. Hos de fleste Gnavere findes der kun to Fortænder i hver Kæbe, hos Harefamilien bærer Overkæben dog 4, nemlig 2 smaa bagved de 2 store. Hjørnetænder mangler aldeles, Kindtænderne er faa i Tal og meget forskellige hos de torskellige Familier, snart knudrede, snart forsynede paa Tyggefladen