Vor Klodes Dyr 1

102 DE ARKTISKE DYR. Melville Øen den 14de Juni 1853 en fuldstændig hvid Moskusko dør Mecham traf dog paa med en sort Kalv, men den har rimeligvis været en Albino (hvidfødt). Moskusoksen forekommer i den nordligste Del af Amerikas Fastland, hvor den om Sommeren tumler sig paa de sumpede, tundralignende, skovbare Sletter, medens den siges om Vinteren at trække sig tilbage til Skovene. Paa de store Øer vest for Baffins- bugten træffes den i betydelig Mængde, og den holder sig her hele Aaret igennem uden, som man tidligere mente, at vandre Syd paa om Vinteren. I de danske Egne af Vest- og Østgrønland findes den ikke nu, skønt den vistnok har levet der tidligere, men Peary og Astrup traf den paa Landets Nordkyst, ligesom den tyske Germaniaekspedition fandt den i store Flokke strejfende om paa Østsiden mellem den 73de og 77de Breddegrad. I Eu- ropa og Asien er den nu ganske forsvunden, men den vides tidligere at have levet i Nordsibirien, og Levninger af den findes i Lag samtidige med Istiden saavel i Tyskland som i Sydengland, Belgien og den nordlige Halvdel af Frankrig. Ogsaa hos os synes den, at dømme efter de rigtignok meget sparsomme Fund af dens Knogler, at have hørt hjemme umiddelbart efter Istidens Afslutning. Hvor den nu forekommer, lever den i større og mindre Flokke bestaaende, som det synes, af Dyr tilhørende begge Køn og alle Aldre. Trods dens vilde Udsende er den dog fredelig, vistnok noget dum og meget troskyldig, kun i Brunsttiden er Tyrene ufordrage- lige indbyrdes og udkæmper forbitrede Kampe, under hvilke Lyden af de mod hinanden stødende Horn kan høres vide om. Hvor den er uvant med at træfle Mennesker, som f. Eks. i Østgrønland, er den, ligesom Renen under samme Forhold, alt andet end sky. Frygten for Mennesket er noget, Dyrene har lært i Tidernes Løb; hvor det ikke er kendt som en farlig Fjende, nærmer de sig i Reglen til det med troskyldig Nysgerrighed. Der- for er i de arktiske, mennesketomme Egne Trækfuglene de eneste Dyr, der viser sig sky. Paa det nordamerikanske Fastland jages Moskusoksen af enkelte Indianer- og Eskimo- stammer, ellers har den, Polarekspeditioner og nu og da et Sælfangerskibs Mandskab fra- sete, kun faa Fjender at frygte. Selv hvor Ulvene er talrige, som paa de amerikanske Øflokke og paa Fastlandet, er de næppe under almindelige Omstændigheder farlige for den, dens stærke, spidse Horn indgyder dem al fornøden Respekt, og det er kun gamle eller syge, forsvarsløse og enlige Dyr, de vover at angribe. Den nævnte Mecham giver os fornøjelige Beskrivelser af Moskusoksernes Liv og Færd, han havde rig Lejlighed til at iagttage og jage dem paa Melville Øen og Banks Land. Han siger om dem, at de var meget vilde om Foraaret, i April Maaned, medens de holdt sam- men i store Hjorde paa indtil halvfjerdsindstyve Stykker; hen paa Sommeren blev de mere dorske og var øjensynlig plagede af Varme, deres svære Pels, der gør Polarvinterens Kulde udholdelig for dem, maa jo ogsaa være en mindre sval Sommerdragt selv i disse Egne. Flokkene var nu meget mindre og bestod gerne af Køer og Kalve, medens Tyrene holdt sig for sig selv. De viste en mærkelig skiftende Optræden, snart stod de dorske og strøg Hornene mod Forbenene, medens de lod Jægerne komme sig tæt ind paa Livet uden at ytre Tegn paa Frygt eller Vrede, snart fik de Anfald af Raseri og gik lige løs paa Forfølgerne. Kaptajn M’Clintock fortæller: »Vi saa og skød to store Moskus-Tyre .... og fandt dem i bedre Stand, end vi før havde set dem. Jeg skal aldrig glemme en af de stolte Ty- res Dødskamp. En spansk Tyrefægtning giver intet Begreb om den, ja endog den rasende