Vor Klodes Dyr 1

Forfatter: W. DREYER, J.O. BØVING-PETERSEN

År: 1903

Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN

Sted: KØBENHAVN

Sider: 720

UDK: 5919

FØRSTE BIND

INDLEDNING

DE ARKTISKE DYR

DE PALÆARKTISKE DYR

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 800 Forrige Næste
LEMMINGEN. 105 Flok, brede, haardtraadte Stier i Sneen. Deres Skind er meget tyndt og derfor temmelig ubrugeligt, Haarlaget er tæt og varmt, men det vilde dog næppe kunne beskytte dem mod den bidende Kulde, hvis de ikke havde lært at søge Tilflugt under Sneen. De for- merer sig stærkt, idet Hunnerne sætter fra 5 til 7 Killinger i eet Kuld, men til Gengæld føder hun vistnok ogsaa kun een Gang i den korte Sommer. Jagten paa dem er let, da de er lidet sky og lader Jægeren komme meget nær, ja endog træde paa dem, inden de rejser sig fra Lejet. Indianeren i Nordamerika, hvor de er mere frygtsomme, forstaar, naar han har udspejdet en af dem i Sædet, at forvirre den ved at gaa rundt om den i en stadig snævrere Spiral, til han kan nedlægge den med et Pileskud. Deres værste Fjender er Polarrævene, mod hvem de om Sommeren søger at sikre sig i Skjul under Stenblokke eller ved at lægge sig paa Klippeskraaninger, hvor de har fri Udsigt og let kan høre, naar noget nærmer sig. Men de er da rigtignok ogsaa lette at faa Øje paa, idet deres hvide Farve stikker af mod Omgivelserne. Det er derfor en tvivlsom Fordel for dem, at de er hvide hele Aaret rundt, eller rettere, det maa om Spmmeren sna- rest være dem til Skade, medens det Liv, de om Vinteren fører under Sneen, skulde synes at gøre deres Lighed i Farve med denne mindre betydende. Gnavernes Orden har endnu en Repræsentant blandt Polardyrene, nemlig Lemmingen (Myodes lemmus), Norsk: Lemæn. Denne hører til Musenes Familie, der skiller sig fra andre Gnaverfamilier ved at have 3 Kindtænder baade i Over- og Under- kæbe (paa hver Side naturligvis) og skællet Hale. Nærmest beslægtet er den med Studs- musene, der skelnes fra de ægte Mus ved deres kortere, mere haarede Hale, korte Øren og rodløse Kindtænder. Af Udseende ligner den nærmest et lille Marsvin; den er paa Størrelse som en Rotte, men kortere og tættere bygget, med fladere, bredere og større Hoved, kort Snude, sm aa Øren, kun c. 2 Ctm. lang Hale og 5 Tæer baade paa For- og Bagfod, idet Tommelen paa den første, imod hvad der ellers er almindeligt hos Gnaverne, er vel udviklet. Dens smukke, korte, tætte Pels er trefarvet, idet Hovedets og Halsens Overside tillige med den tilstødende Del af Ryggen er sort, den øvrige Del af Ryggen, Kroppens og Hovedets Sider rustgule, Undersiden lysere, bleggul eller hvidagtig. Næsten alle de Skildringer, der haves af Lemmingen og dens Færd, gælder den paa Skandinaviens Bjærge, i Lapland samt paa Tundraerne i Nordrusland og Sibirien le- vende Art, der muligvis ikke er identisk med den i det nordligste Nordamerika og paa Øerne mellem det og Polen forekommende. Dog synes Hovedforskellen mellem dem kun at være den, at Dyret bliver hvidt om Vinteren i de egentlig arktiske Egne, hvad det ikke gør i Lapland og Skandinavien. Ogsaa den skandinaviske Lemming er i Virkeligheden et udtalt Polardyr, der har sit Tilhold paa Fjældene over Skovgrænsen, hvor Klima og Vegetation er polare. Der er ingen betydelig og gennemgribende Forskel paa Tundraerne og de højtliggende, til Dels sumpede Fjældvidder i Norge i Henseende til Fauna og Flora, det er, som strækker hine en Forgrening ned langs Kølen, hævende sig højere og højere over Havet, alt som den fjerner sig fra de arktiske Egne. Nogen stor Forskel er der næppe paa Lemmingens Levevis, hvad enten vi træffer den i Jotunheimens Fjælde eller paa Melvilleøen og Banks Land, vi kan derfor nok i det væ- sentligste lade Brehms paa Selvsyn byggede Skildring af dens Færd hist gælde ogsaa for dem, der tilbringer deres Liv paa de arktiske Øer. Vor Klodes Dyr. X2