Vor Klodes Dyr 1

Forfatter: W. DREYER, J.O. BØVING-PETERSEN

År: 1903

Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN

Sted: KØBENHAVN

Sider: 720

UDK: 5919

FØRSTE BIND

INDLEDNING

DE ARKTISKE DYR

DE PALÆARKTISKE DYR

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 800 Forrige Næste
106 DE ARKTISKE DYR. Han siger om dem, at de er baade nydelige og morsomme Smaadyr, der navnlig i visse Aaringer forekommer i store Mængder holdende til i Huler under Sten eller i Mostuer paa forholdsvis tørre Strækninger over Skovgrænsen. De synes ikke at grave synder- ligt, kun laver de sig om Vinteren lange Gange under Sneen, thi de sover ikke Vintersøvn, noget virkelig arktiske Hvirveldyr overhovedet aldrig synes at gøre. De er i livlig Bevæ- gelse baade Dag og Nat, trippende rask af Sted, søgende Tilflugt i et af de utallige Huller, naar de bliver forstyrrede. Kommer man derimod i Nærheden af deres Hule, medens de opholder sig i den, røber de selv deres Tilstedeværelse, idet de viser sig, pibende og gryn- tende og med dc mærkeligste Fag- ter, saa man skulde tro, de følte sig yderlig fornærmede. De sætter sig i oprejst Stilling, lægger Ho- vedet helt tilbage over Halsen og stirrer forbitrede paa den paatræn- gende Gæst. Holder man en Stok hen til dem, bider de sig øjeblik- kelig fast i den, ja mange ryger i Benene paa den forbigaaende og slaar Tænderne saa fast i Ben- klæderne, at de ikke er til at ryste af. Gaar man dem rask ind paa Livet, naar man overrasker dem i det frie, løber de baglænds med Hovedet i Vejret, saa længe til de træfler paa en eller andenTerrain- hindring, saa sætter de sig fast og værger sig mandelig, ja lader sig hellere fange, end de omgaar Hin- dringen ad en lille Omvej. Under- tiden gaar de endog angrebsvis til Værks og kaster sig mod Fjenden med en Række smaa Spring. Deres Hadskhed og Stædighed er dem til stor Skade; en Mængde af dem bliver Bytte for Rovdyr: Ræve, Hunde, Rovfugle, Ravne o. s. v., netop fordi de ikke gaar af Vejen for nogen. De lever af Planteføde: Græs, Urter, Renlav, Rødder o.s.v. Vinterforraad samler de ikke, de kan under Sneen finde Foder nok ogsaa i den kolde Aarstid. Deres Vintergange løber halvt i Sneen, halvt i det under den liggende Mostæppe og forener sig i en stor, med af bidt Græs udforet Hule 20—30 Ctm. overjorden. I denne siges de at føde deres Unger om Foraaret, 5 til 6 i Tal. Da de holder til paa øde og ubeboede Steder, kan der ikke være Tale om, at de til daglig volder Skade som saa mange andre af deres Æt, det er kun, naar de foretager deres saa meget omtalte Vandringer ned i kultiverede Egne, at de bliver besværlige for Mennesket. Der er noget gaadefuldt ved disse Dyrs forunderlige Vandringsdrift og ved de Udslag,