Vor Klodes Dyr 1

HVALROSSEN. 129 fik den nykomne sig draget ind paa Fladen og til sidst op ved Siden af de andre. Jeg troede, at der var Erotik med i Spillet, men opdagede siden, at de var Hanner alle sammen. Men det er nu engang paa denne venlige Vis, Gæster bliver modtagne hos Hvalrosserne. . . . Man skulde ikke let kunne se, at det er levende Dyr, de Klumper, som ligger der paa Isen. Med Hovederne trukne ind og Baglufferne fladt op under Maven kan de ligge urør- lige Time efter Time som vældige Rullepølser. Man kan skønne, at de Fyre ligger trygt og ikke frygter noget i Verden.« Om en anden Flok siger samme berømte Forfatter: '»Nogle underlige Dyr er det, uafladelig laa de og hakkede hverandre i Ryggen med deres svære Hugtænder, baade de store gamle og de smaa unge. Væltede en sig lidt, saa den kom ind paa og forstyrrede sin Kammerat, for han straks gryntende i Vejret og rendte Hugtænderne ned i Ryggen paa den. Det var sandelig ingen blide Klap — godt var det, at de har saa tyk en Hud, som de har; men ligefuldt randt Blodet af Ryggen paa flere af dem.« Ofte er de store Dyr meget nysgerrige, saaledes var der engang en, som svømmede helt ind i en smal Kanal, som Nan sen og Johansen havde hugget i Isen for at slæbe en Hvalroshud ind til Land. Den kunde ikke modstaa Lysten til at se, hvad her gik for sig og var næppe til at drive bort. Hvor ligegyldige de kan være over for Mennesker, viser følgende: »Den ene Flok paa omkring 9 Stykker gik jeg hen til for at fotografere. Jeg sneg mig ind paa dem i Skjul af en lille Forhøjning, men med det samme, jeg rejste mig op paa ikke mere end 10 Alens Afstand, rendte en Hun med sin Unge i Vandet gennem et Hul lige i Nærheden. Men de andre var ikke til at rokke, om jeg skreg aldrig saa meget. Johansen kom til, og skønt han kastede Sne- og Isklumper paa dem, vilde de ikke gaa; de bare huggede i Sneklum- perne og snuste til dem, mens jeg fotograferede væk. Da jeg gik klos ind paa dem, rejste endelig de fleste sig og humpede af Sted mod Hullet, en gik ogsaa ud i det; men de andre standsede og la’ sig til at sove igen. Snart kom ogsaa Flygtningen tilbage og krøb op paa Isen. De to, som laa mig nærmest, rørte sig slet ikke, de løftede bare et Par Gange lidt paa Hovedet, saa overlegent paa mig, mens jeg stod tre Skridt fra dem, la’ Hovedet ned igen og fortsatte med at sove. Det var lige netop, at de lettede lidt paa sig, da jeg stak dem med Pigkæppen i Snuden, og da kunde jeg faa et nogenlunde godt Fotografi. Jeg syntes, jeg nu havde nok, og til Afsked gav jeg den nærmeste et velment Stik i Snuden med Kæppen; den for helt op, gryntede forbitret, saa forbavset paa mig med sine store, runde Øjne; saa kløede den sig bag Øret med den ene Bagluffe og la’ sig rolig ned igen.« Dette er et pudsigt Billede af Dyr, der er ganske ukendte med enhver fra andre levende Væseners Side truende Fare, og som derfor er aldeles ubevægede ogsaa ved Menneskers Nærmelse — og Fornærmelser. Hvem skulde for Resten have tænkt om en Hvalros, at den er smidig nok til at klø sig bag Øret med Bagpoten ? 1 En Gang var en Hvalros dog nærgaaende, saa det let kunde være gaaet galt: »Saa saa vi en enkelt Omstrejfer dukke op et Stykke forude. Johansen, som netop var foran, la ind paa en Isfod (den Del af en Flage, som stikker ud i Vandet under Overfladen), og skønt jeg i Grunden mente, at denne Forsigtighed var overflødig, vilde jeg lægge ind paa Udsiden af ham. Jeg var ikke naaet saa langt, før Hvalrossen med et skød op ved Siden af mig, kastede sig ind paa Kanten af Kajakken, tog ind over Dækket med den ene For- Vor Klodes Dyr. I 5