DE ARKTISKE DYR.
130
luffe, og mens den søgte at kæntre mig, huggede den i Kajaksiden. Jeg holdt igen, det jeg
kunde, for ikke at blive kæntret, og rammede Dyret i Skallen med Aaren, alt hvad jeg
orkede. Endnu et Tag tog den i Kajakken og krængede mig over, saa Dækket næsten kom
under Vandet; saa slap den og rejste sig helt op. Jeg greb efter Bøssen, men i det samme
kastede den sig rundt og blev borte, lige saa pludselig som den var kommen.« Den havde
hugget Hul i Kajakken, saa det var en Lykke, at N. var saa tæt ved Iskanten, ellers var han
sunken.
Denne Hvalros var aldeles ikke udæsket, egentlig faar man heller ikke Indtrykket af,
at den var vred, den har vist kun været nysgerrig og har, forledt af videnskabelig Interesse,
villet se N. og hans Kajak ordentlig efter i Sømmene.
Man skal være varsom med at angribe Hvalrosser i Vandet, især naar de er mange i
Fig. 64, En Hvalrosflok paa Isen (efter Nansen).
Flok. Selv uangrebne kan de kaste sig over en Baad, rimeligvis ligesom Nansens Kontra-
part kun drevne af rosværdig Iver efter at udvide deres Kundskaber. Men den Maade,
hvorpaa deres Iver viser sig, er lidet tiltalende. Mere end een Gang er en Baadebesætning
bleven tvunget til at kæmpe en Kamp paa Liv og Død med saadan en Flok. Det begynder
med, at Hoved efter Hoved dukker op rundt om Fartøjet. Ud af store, grimme Skaller
stirrer de fremstaaende, runde Øjne forbavsede og nysgerrige paa den mærkelige Genstand
og de endnu mærkeligere Væsener, der sidder i den og ror med nogle underlige, lange
Luffer, langt længere og spinklere end de, der stikker frem af Dyrenes egne sækformede
Kroppe. Hvad Pokker kan det være for nogle Spøgelser, tænker de brave Havboere for-
modentlig, dem maa vi se lidt nærmere paa. Altsaa gaar de Banden ind paa Livet, hæver
sig op af Vandet og hager sig fast i Rælingen med de store, hvide Hugtænder, som de er
vante at gøre, naar de vil se efter noget inde paa Isen. Til Tak faar de Kanten af et Aare-