HVALROSSEN. I3I
blad lige i Pandebrasken, og det synes de billigvis ikke om. Ikke fordi det gør saa farlig
ondt, de er ikke saa ømskindede, de Fyre, men det er Håndgribeligheder, som de ikke
engang er vante til at taale af Kammeraterne uden at give Svar paa Tiltale.
Altsaa brøler de forbitrede og hugger, efter at den første Forbløffelse er forbi, løs for
Alvor paa Baaden med Tænderne. Saa er Spillet gaaende; en Matros planter en Økse i
Skallen paa et af Dyrene, en anden stikker til dem med en væmmelig Harpun og en tredie
driver en hel Ladning af Ild og Røg og smertende Bly ned i Gabet paa selve den ledende
Storhas af Han. Det maa hævnes: vilde Brøl kalder Forstærkning til, Snese af skæggede,
stortandede Uhyrer flokker sig om den heldigvis stærke Baad, og en fortvivlet Kamp ud-
vikler sig. Støjen af Hug og Stød og Skud lyder blandet med Dyrenes rasende Brøl og
Fig. 65. Hvalrosser forfølger en Baad (efter Nansen).
Matrosernes forbitrede Eder, Blod farver det klare Havvand, der driver med rødfarvet
Skum, der sprøjtes og pustes og nyses af de saarede Utusker, det hele er et Virvar saa
vildt, som tænkes kan. Har Angriberne Held til at kæntre Baaden eller til at hugge den i
Stykker, saa den synker, da er det ude med dens Besætning, men i Almindelighed vil
denne vel kunne holde dem Stangen, til den naar Land, Skib eller Is. Dog, selv paa denne
sidste er Folkene ikke.sikre, medmindre den er gammel og tyk, thi de forbinede Dyi
forfølger dem ikke op paa den, men ind under den, idet de med deres stenhaarde Skaller
søger at støde den itu under de flygtendes Fødder. Det er forbavsende, saa svæi Is de
kan bryde paa denne Maade og derved opnaa at gøre Situationen mindre behagelig foi
Modstanderne, der, just som de tror sig sikre, føler Grunden vakle under sig og sei et
truende Hoved med vidt opspærret, dampende Gab stikke op i en mindie behagelig Næi-
hcd, rystende Luften med et disharmonisk Vræl.
i)