Vor Klodes Dyr 1

IZ2 DE ARKTISKE DYR. Naa! Den Slags Overfald er sjældne, naar ingen udæsker Dyrene; gør man det, er det ikke mere end billigt, at man faar tage Skade for Hjemgæld. Som luftaandende Dyr maa Hvalrossen naturligvis jævnlig op til Overfladen for at aande, og det er sagtens den største Fare, der truer den i dens Hjemstavn, at Isen kan skrue sig sammen, saa den ikke kan komme op og faa Luft. Heldigvis kan den som sagt bryde selv temmelig tyk Is, og den passer nok at holde sig paa Steder, hvor der i alt Fald er Nyis, som den kan gaa op igennem. Jackson fortæller, at han ogsaa har set Hvalrosser ligge paa Ryggen under Isen og hugge Hul paa den med Stødtænderne. Hvor længe de kan holde sig under Van- det synes der at være meget delte Meninger om. Jul. Pay er siger 10 Minutter, Elliott indtil i Time, den første Angivelse er sikkert nok for kort tilmaalt, den sidste derimod vistnok for rigeligt. Meget kommer naturligvis an paa, om Dyret har faaet Tid til at forberede sig, inden det dykker; styrter det sig overrasket i Havet, maa det snart op igen. Men har det faaet Lejlighed til at fylde sig godt med Luft, kan det blive forbavsende længe borte, under- tiden kan man spejde og spejde, man faar det ikke at se mere. 20 eller 30 Minutter kan det vistnok vel forberedt holde ud, og i et saadant Tidsrum kan det fjerne sig et artigt Stykke, hurtig Svømmer som det er. Det kan altsaa ogsaa tilbagelægge anselige Stræk- ninger under Isen, maaske en halv Mil eller mere i et Tørn. Paa hvor stor Dybde det kan dykke, ved man ikke, men det holder sig i Reglen paa forholdsvis flakt Vand, hvor Skaldyrbankerne findes. Jagten paa Hvalrosser drives med Iver af Eskimoer og europæiske eller amerikanske Sælfangere. For mange af de første er de store, paa Fedt og Kød rige Dyr af væsentlig Betydning, de spiser begge Dele, de varmer og oplyser deres Hytter med Trannen og de bruger Huden til Remme. Kødet er grovt og for bedre vante Ganer ildesmagende, i alt Fald hævdes dette med stærke Ord af adskillige f. Eks. ogsaa af den oftere nævnte Elliott. Han tilskriver det en afskyelig trannet Lugt og Smag, som han mener hidrører fra Er- næringen med Skaldyr, og fortæller, at det var ham umuligt at svælge blot en Mundfuld af det. Anderledes dømmer Nan s en, som under sit Ophold paa Frants Josephs Land for en stor Del var henvist til at leve af Hvalroskød; han har i Praksis vist, at det i alt Fald er spiseligt selv for Europæere. Men ogsaa han sætter baade de almindelige Sælers og Is- bjørnenes over det. Eskimoerne endelig skatter det, for saa vidt de er vante til det, højt og fortærer det gerne i Massevis. Økonomisk Betydning paa Verdensmarkedet har Dyrenes Stødtænder, der yder et meget fint Elfenben; de vejer højst 8 Kilo Stykket. Af Spækket koges Tran, der, om den ikke just er fin, dog er af en vis Værdi. Huden derimod har vistnok intet synderligt Han- delsværd. De indfødte jager Dyret paa Isen, idet de lister sig ind paa det og sætter en Harpun i det, der er saaledes indrettet, at Skaftet gaar løst, naar Dyret dykker under, medens Spid- sen, til hvilken er fæstet en lang Rem med en oppustet Blære, bliver siddende. Blæren viser saa, hvorhen Dyret styrer, og naar det kommer til Syne, søger Fangeren at ramme det med flere Harpuner eller at stikke det med en stærk Lanse. Han haler det derpaa op paa Isen ved Hjælp af en stærk Rem, der stikkes gennem et Par Snit ind under et Stykke af Dyrets Hud, hvorfra den vises ind gennem et Par Huller i Isen omkring den mellem-