Vor Klodes Dyr 1

SÆLERNE. 133 liggende Isbro. Hvalrossens Fedt tjener til at holde denne primitive Talje glat, ved hvis Hjælp det gaar an for en eller et Par Mand at hale Dyret op af Vandet. Det er navnlig Eskimoerne ved Smiths Sund, der jager paa denne Vis. Af professionelle Sælfangere dræbes Dyrene paa Isen eller paa Land enten med svære Lanser eller med Skydevaaben. I Vandet kan det ikke nytte at skyde dem, da de, selv naar de dræbes paa Stedet, gaar til Bunds og først kommer op en halv eller hel Dag efter. Nu er Hvalrosserne fordrevne fra de fleste tilgængelige Fangstpladser, og Trannens synkende Pris har gjort Jagten paa dem mindre indbringende, saa der udrustes næppe Skibe hoved- sagelig beregnede paa Jagt efter dem. Men de tages med, hvis de falder paa deres Vej, der jager andre Sælarter. I Fangenskab trives Dyret ikke længe, maaske dog kun fordi der hverken kan skaffes det den Plads, det forlanger at røre sig paa, eller den Føde og de Forhold, der er nødven- dige for dens Liv. Levende har det hidtil ikke ofte været set uden for dets Hjemstavn, dog er unge Dyr undertiden bleven bragte til Europa. Mere fortrolige end med Hvalrossens antediluvianske Skikkelse er de fleste af os med dens nære Frænder Sælern c. Fraset Hvalrossen hører alle arktiske Sæler til de saakaldte »ægte Sæler«, der i Mod- sætning til Øresælerne mangler ydre Øre. De er de til Havlivet mest tillempede af hele deres Orden, idet deres Lemmer ikke kan benyttes til Gang men kun til Svømning. Forlufferne er svage, haarklædte paa begge Flader, Baglufferne vender ret agterud og er kantstillede, saa at Undersiden vender indad, Oversiden udad; i denne Stilling staar de fast og kan ikke drejes. Imellem dem har den korte Hale- stump Plads. Tæerne er forenede i en fælles Hud, og af Bagluffernes er de 2 yderste meget længere end de Flg‘ 661 Hovedsl<al aJ en Sæl< 3 mellemste. Øreaabningen kan lukkes med en Klap, og Næseborene holdes fast tillukkede under Dykningen. Tandbesætningen er forskellig hos de forskellige Slægter, karakteristiske er de mere eller mindre kegledannede, i Reg- len ved Mellemrum adskilte Kindtænder. Beregnet paa, eller rettere fremkommen ved, Havlivet er endvidere deres Legemes glatte Tenform uden fremstaaende Partier, det lille, runde Hoved, den korthaarede, glatte, tæt til Huden liggende Pels og det tykke Lag Spæk, der tjener dem til Beskyttelse mod Vandets Kulde. De er dog ingenlunde henviste alene til kolde Have; endog i tropiske Far- vande og i nogle store Ferskvandssøer forekommer der Arter af dem. De er glimrende Svømmere, der som saadanne kan maale sig ikke blot med de fleste andre Havpattedyr, men ogsaa med Fiskene, skønt de over for de sidste for saa vidt er i Disfavør, som de, lungeaandende og varmblodede som de er, af og til maa op til Overfladen for at aande. Hvor længe de kan holde sig under Vandet uden at aande, er der delte Meninger om, dog staar de i saa Henseende næppe tilbage for Hvalrossen, som de overgaar i Bevæge- lighed og Hurtighed. De svømmer med stor Fart, snart paa Bugen, snart paa Ryggen eller