Vor Klodes Dyr 1

134 DE ARKTISKE DYR. liggende paa Kant. De boltrer sig i Vandet som kande Drenge, slaar Kolbøtter, springer helt op over Vandskorpen, vrider og vender sig paa de pudsigste Maader, og behager sig i alle Haan de Sælhundekunster, naar de er uforstyrrede. Til at fremdrive Legemet benyttes dels Forlufferne, med hvilke de arbejder, førende dem bagtil med Kraft, dels Baglufferne, som enten svinges fra Side til Side, virkende om- trent som en Vrikkeaare, eller nærmes og fjernes taktmæssigt til og fra hinanden, hvor- ved der opstaar en bagud rettet Vandstrøm, som driver Dyret fremad. De kan ogsaa lang Tid i Træk flyde i Vandskorpen med en Del af Hoved og Ryg over denne, og i denne Stilling kan de sove. Men de sover ogsaa, idet de afvekslende langsomt synker og derpaa ved nogle faa, ubevidste Slag med Lufferne hæver sig til Overfladen for at aande. De er yderst forsigtige, men tillige nysgerrige; nærmer man sig dem i en Baad, eller nærmer de sig selv til en Kyst, kan man se dem rejse sig lodret op i Vandet med Hoved og Forkrop op over dette, kiggende sky og opmærksomme rundt til alle Sider med deres store, kloge, blide Øjne. Holder man sig rolig, kommer de undertiden forbavsende nær, men den mindste Bevægelse er nok til at kyse dem ned i Dybet. Saa livlige og kaade Sælerne er i Vandet, saa ubehjælpsomme og ugidelige er de uden for dette. De fjerner sig derfor sjældent langt fra det, men søger kun op paa Is- kanter eller paa Skær og store Stene, hvorfra de med eet Sæt kan kaste sig ud i deres rette Element. Skønt de mangler ydre Øre, er de dog meget lydhøre, ligesom de baade lugter og ser skarpt, det er derfor ingen let Sag at overraske dem under deres Hvile der, hvor de ved Forfølgelse er bleven sky. Bevæge sig paa Land har de ondt ved, de kan kun slæbe sig møjsommeligt af Sted ved at bøje Baglufferne ind under Kroppen og sætte fra med dem samt ved Vridninger med Legemet. For de polare Arter spiller Isen en vigtig Rolle. Paa den føder de deres Unger, paa den sover o» hviler de, og den bestemmer for en stor Del deres Vandringer. Ved stadier at dykke op paa samme Sted for at aande, formaar de, naar Havet fryser til, at holde sig »Blæsehuller« aabne; disse er ovenfra at se til som smaa runde Huller i Isen, taa Centi- meter i Gennemsnit, men de udvider sig stærkt nedefter, saa Sælen kan faa Plads til sit Legeme i det tragtformede Rum og stikke Snuden op gennem det lille Hul. Dog er Blæse- hullerne dem ikke nok, de fordrer, for i Længden at befinde sig vel, Vaager eller Revner i Isen, saa de kan krybe op paa denne for at hvile og sove. De forlader derfor f. Eks. de grønlandske Fjorde om Vinteren, hvis Isdække ikke jævnlig brydes. I de saakaldte Isfjorde derimod, i hvilke Indlandsisen sender sine mægtige Gletschere ud, holder de sig hele Aaret rundt, thi en »kælvende« Bræ tillader aldrig Isen at ligge ubrudt ret længe ad Gangen. Hovedmængden af Sælerne søger dog ud, hvor Strøm og Storm hindrer, at Isen lig- ger urokket. Polarhavet er ikke, som man ofte tror, største Delen af Aaret lænkebundet til knugende Stilhed. Isen er overalt, hvor den ikke ligger pakket sammen i snævre Sunde, evig og altid i Bevægelse, drivende for Strømmen snart langsommere, snart hurtigere. Herved fremkaldes Uro, især hvor den nærmer sig Kyster, men ogsaa ude paa det aabne Hav. Den bliver brudt, og de mægtige, ofte Kvadratmile store Flager skydes ind paa og op over hinanden, ellersvinger ud fra hinanden, saa der dannes milelange og brede Revner snart her, snart der. Andetsteds skrues Ismasser op, Aaser eller Rygge af knuste, meter- tykke Flager og Blokke. I saadan Is kan Sælerne holde sig, i alt Fald paa Strøg, hvor Be-