SÆLERNE.
T35
vægeiserne indtræder nogenlunde regelmæssigt. Her finder de stedse aabne Steder og
Nyis, i hvilken de kan holde sig Blæsehuller aabne.
Sælens værste Fjender
er Spækhuggeren (en Hval-
art), der jager den i Havet,
samt Isbjørnen og Menne-
sket, der begge efterstræ-
ber den baade i Vandet og
paa Isen. De arktiske Lan-
des oprindelige Beboere,
Eskimoerne, var og er fol-
en stor Del henviste til Sæl-
jagten som deres vigtig-
ste Næringsvej. Maaderne,
hvorpaa de bemægtiger sig
de forskellige Sælarter, er
mangfoldige, den vigtigste
er og bliver dog den gam-
meldags Harpunjagt. I
deres lette Kajakker søger Fangerne ud, hvor Sæl er at træffe, udrustede med en Harpun,
hvis Spids, nu oftest af Jærn, tidligere af Ben, er løst fæstet til Skaftet, saaledes at dette
slipper den, naar den ved et kraftigt Kast er sat fast i Dyret. Til Spidsen er fastgjort en
lang, stærk Rem af Sælskind, til hvis anden Ende er bunden en oppustet Blære, Urinblæren
Fig. 68. Sammenskruede Ismasser (efter Nansen).
Fig. 67. Drivis i Polarhavet (efter Nansen).
af en stor eller hele Skin-
det af en lille Sæl.
Den lette og elegante
Skindbaad synes næsten
at være eet med den lille,
mørke Fanger, hvis Hoved
og Overkrop rager op af
Hullet i dens Midte. Hur-
tigt og ubetinget lystrer
den det mindste Slag af
hans korte Dobbeltaare,
snildt snor den sig frem
mellem Flager og gennem
snævre Kanaler i den mere
fastliggende Is. Har han
faaet Øje paa en Sæl, der
af og til dykker op for at
aande eller hviler paa et
Isstykke, gælder det for ham at nærme sig den med den største Forsigtighed, lydløst og
tagende Hensyn til Vinden, der aldrig maa blæse fra ham mod Dyret. Er han nær nok,
slynger han med sjældent fejlende Sikkerhed sin Harpun imod det intet anende Dyr, der