Vor Klodes Dyr 1

136 DE ARKTISKE DYR. dykker i samme Nu, det mærker den hvasse Od i sin Ryg eller Side. Da gælder det, at Linen ligger rigtig opskudt bag Fangeren og kastes ud øjeblikkelig med samt Blæren, thi kommer den i Uorden, kan Dyret let kæntre Kajakken. Er alt i Orden, løber Linen rask ud, og Blæren viser, hvad Vej Byttet tager. Naar Sælen kommer op for at aande, skal den dræbes med Lansen, men Jagten bliver ofte lang, inden dette lykkes. Ogsaa paa Isen drives Jagten, idet Fangeren lurer ved Aandehullerne for at jage Dyret en Harpun i Snuden, naar denne viser sig, eller han lister sig ind paa det, medens det hviler ved Kanten af Vaagerne. Grønlænderen laver sig en lille Slæde, der fortil forsynes med et firkantet, bredt Forhæng, i hvis Midte er lavet en Slidse, stor nok til at stikke Bøssepiben igennem og tage Sigte. Glidende paa Maven skyder han den frem foran sig hen imod de paa Isen liggende Dyr, der ikke let faar Øje paa den, da det hvide Sejl i Farve falder sammen med Omgivelserne. Er han paa godt Skudhold, knalder han løs, men det gælder da at ramme i Hovedet, thi dræbes Dyret ikke øjeblikkeligt, gaar det til Søs og til Bunds og er tabt. Ogsaa i stærke Garn fanges en Del Sælerj de grønlandske Fjorde. Fig. 69. DerTspættede Sæl. Eskimoerne benytter saa at sige alt af Dyrene. Skindet beredes til Klæder, Betræk til Skindbaade og Teltskind, Spækket spises og bruges til Opvarmning, Kødet er deres vig- tigste Fødeemne, Blodet fortæres raat eller kogt, af Mavesæk og Tarme laves vandtætte Klæder, Rygsenerne giver Sytraad, Knoglerne brugtes i alt Fald tidligere til Redskaber, Urinblæren tørres og oppustes til Fangeblære. Selv de ufødte, af Mødrene udskaarne Fo- stre har Værdi, de yder et fint, til Pynt højt skattet Pelsværk. De indfødtes Jagt indskrænkede dog ikke Sælernes Antal i nogen mærkbar Grad, først Europæernes og Amerikanernes i Aarhundreder drevne Storfangst har bevirket en be- tydelig Aftagen af dem. Deres Formering er ikke stærk, de føder kun een, sjælden to Unger ad Gangen. De fleste Arters Unger kommer til Verden i en Ulddragt, der gør dem uskikkede til at leve i Vandet de første 3 Uger af deres Liv. I den Tid passes de med Omhu af Moderen og forsvares om fornødent af hende. Hendes stærkt fedtholdige, hvide, flødelignende Mælk, der afsondres af to, paa Brystet siddende Mælkekirtler, gør hurtigt Ungerne store og fede, saa de bliver i Stand til at søge til Havs og ernære sig selv. I den første Tid, efter at de er overladte til dem selv, afmagrer de betydeligt, saa de efter nogle Ugers Forløb vejer langt mindre, end da Moderen forlod dem. Hun'parrer sig igen, synes det, snart efter Nedkomsten, der finder Sted om Foraaret.