148
DE ARKTISKE DYR.
den mindst mulige Modstand mod dette. En mægtig Halefinne driver dem frem med svær
Fart, medens den høje Rygfinne og de lange Luffer tjener til at holde dem vel afbalan-
cerede.
Den almindelige Spækhugger, paa Norsk ogsaa kaldet Staurvagn (Orca gla-
diator), er sort paa Over-, hvid paa Undersiden, men det hvide breder sig tillige i store,
til Dels skarpt begrænsede Pletter ind paa det sortes Omraade. Bag Hovedet ses saaledes
ofte en aflang, hvid Plet, og en fortil aaben, buet, lys, men ikke renhvid Stribe omslutter
bagtil Rygfinnen. I det ikke meget store Gab sidder 44 stærke, spidse, kegledannede Tæn-
der, 11 i hver Kæbehalvdel. Den er udbredt over det nordlige Atlanterhav og Ishavets
sydligere Dele, i Nordsøen ses den regelmæssigt, og derfra forvilder den sig undertiden
ind i vore Farvande. Sæler, Marsvin og store Fisk efterstræbes af den, men den angriber
Fig. 77. Parti fra Godthaab med dræbte Hvidhvaler. (Efter Fotografi.')
ogsaa de store Bardehvaler. Som Bevis paa, hvilken Mængde den fortærer, kan anføres,
at den bekendte, danske Hvalforsker Eschricht engang undersøgte et ved Grenaa stran-
det, 61/2 Mt. langt Eksemplar, i hvilket der fandtes Levninger af 13 Marsvin og 14 Sæler.
En 15de Sæl havde kvalt Dyret ved at blive stikkende i dets Spiserør, Dets Tarmkanal
maalte ikke mindre end 37 Mt. (117' 8") i Længde!
Spækhuggernes Hurtighed gør dem til farlige Fjender for alle de af Havets Dyr, hvem
de værdiger Opmærksomhed. I Smaaflokke strejfer de daglig i susende Fart og gerne i
Kølvandslinie deres Revier igennem, og ve den Sæl eller Hval, de faar Øje paa!
Storslaaede er deres Kampe med eller Angreb paa de store, tunge Bardehvaler. Hvad
Størrelse og Form angaar, staar de i Forhold til disse som Kanonbaade til en Fregat eller
som de smaa, gesvindte Torpedobaade til en Panserkrydser, men de store Kolosser frygter
dem dog og forsvinder skyndsomt fra et Farvand, hvor de holder til. Overraskes en af