HVIDHVALEN.
I47
hvor Vestkystens Eskimoer aarlig fanger et betydeligt Antal i stærke Garn. De spiser
gerne dens Kød og Spæk, og dens tykke, fede Hud er en under Navnet »Matak« kendt
og skattet Delikatesse. Fangsten foregaar om Vinteren, da Dyrene om Sommeren drager
bort Nord paa, hvorfra de vender tilbage ud paa Efteraaret. De ses stedse i Flokke, under-
tiden paa Tusinder, og det beskrives som et prægtigt Syn, naar de skinnende hvide Dyr
skarevis hæver hele Forkroppen op af det mørkeblaa Hav for at aande. For øvrigt er de
rolige Dyr, der sindigt drager deres Kurs uden mange Krumspring og Volter. Smaafisk,
Blæksprutter og Krebsdyr udgør deres Føde.
Fig. 76. Hvidhvalen.
I Nordamerika har man engang tæmmet en Hvidhval, der holdtes fangen i ct stort
Bassin, saa man kunde paalægge den Seletøj, ved hvilket den trak en Vogn med en ung,
skøn Dame i rundt om paa Kanten af Kummen!
Anderledes livlige er Spækhuggerne (Norsk: Staurhynninger), der paa Grund af
deres høje, sværdformede Rygfinne ogsaa kaldes Sværdhvaler. De forekommer i flere
Arter af forskellig Størrelse, blandt hvilke een paa indtil 7—8 Mt.s Længde er den almin-
deligste. Disse interessante Dyrs Bygning er fin og elegant, det tilspidsede Hoved klø-
ver let Vej gennem Vandet, og den slanke Krops Linier synes beregnede paa at gøre