Vor Klodes Dyr 1

146 DE ARKTISKE DYR. En almengyldig Fremstilling af Hvalernes Liv kan kun gives i store Træk, i Enkelt- heder former det sig forskelligt for de forskellige Gruppers Vedkommende. Fælles for dem alle er det bestandige Liv i Vandet, ingen af dem kommer nogen Sinde godvillig op paa Landjorden. Som lungeaandende Dyr maa de naturligvis af og til op til Vandets Overflade for at aande, men de kan dog holde forbavsende længe ud uden Lufttilførsel, hvilket navnlig er af Betydning for de Arter, der lever i polare Have, hvis Is ellers vilde kunne lægge dem uovervindelige Hindringer i Vejen for deres Bevægelser. Alle lever de af dyrisk Føde, efterstræbende snart mindre Dyr af deres egen Orden, Sæler og store Fisk, snart i Stimer gaaende Smaafisk (Sild, Lodder o. s. v.) eller, og det netop for de største Arters Vedkommende, forholdsvis meget smaa Krebs og Bløddyr. Nogle er »pelagiske«, hvilket betyder, at de opholder sig ude i de store Verdenshave, skyende mindre Farvande, medens andre netop søger ind i saadanne i alt Fald til visse Tider. Mange Arter foretager mere eller mindre regelmæssige Vandringer, navnlig for at opsøge Steder med rig Tilgang af Føde. Som Regel føder Hvalen kun een Unge ad Gangen, de største Arter vistnok med Aars Mellemrum, men man ved for øvrigt kun daarlig Besked med Forplantningsforholdene, navnlig for de store Formers Vedkommende. I Brunsttiden gribes ogsaa disse mægtige, ellers i Reglen temmelig indolente Dyrs Hanner'af en stærk Ophidselse, og vældige Kampe udfægtes af dem under Støn og hæse Brøl. Skønt Hvalernes Strubehoved mangler Stemme- baand, er det nemlig sikkert nok, at mange af dem er i Stand til at frembringe endog meget stærke, ved Luftens Udstødning dannede Lyd. Hunnerne er meget omhyggelige for deres Afkom, de leger med det og beskytter det efter bedste Evne lydende den samme Naturdrift, som gør saa mange andre Dyrs Hun- ner til kærlige og opofrende Mødre. Jagten paa Hvaler drives mangesteds og i stor Maalestok baade af Naturfolk og af civiliserede Nationer. Eskimoerne efterstræber saaledes navnlig nogle af de mindre Arter, som de harpunerer for at benytte deres Kød og Spæk til Føde, og fra Europa og Amerika udsendes hvert Aar talrige Hvalfangerskibe baade til sydlige og nordlige Farvande. Des- uden er der flere Steder blevet drevet en lokal Fangst af ikke ringe Betydning, som Svend Foyens i det nordlige Ishav, udgaaende fra Norges nordlige Kystbyer, Færingernes Grinde- fangst og Marsvinfangsten ved Middelfart, som nu er ophørt. For Tiden drives der en betydelig Storfangst ogsaa fra Etablissementer paa Island og Færøerne. I de arktiske Have forekommer baade Tand- og Bardehvaler. De første har en mere eller mindre fuldstændig Tandbesætning og kendes desuden paa, at deres Næsebor er for- enede til een, i Reglen langt bagud paa Hovedet siddende Spalte. De »blæser« altsaa en enkelt Straale. Til Tandhvalerne hører Hvid hvalen eller Hvidfisken (.Delphinapterus leueas) et indtil 6 M. langt, temmelig plumpt bygget Dyr med et cylindrisk, fortil brat afskaaret Ho- ved. Fortil paa Panden har det halvmaaneformede Blæsehul Plads, medens Øjnene er stillede temmelig højt. Den mangler Rygfinne, har korte, kluntede Luffer og en meter- bred, dybt kløftet Halefinne. Mest iøjnefaldende er dens klare, hvidgule Farve, der hos smaa Unger dog er mørkere, graablaa. Hvidfisken er vistnok circumpolar, skønt Op- givelserne herom er noget vaklende; særlig almindelig er den i de grønlandske Farvande,