Vor Klodes Dyr 1

HVALERNE. !45 vor Tid er de atter i Tilbagegang, skønt man dog anslaar de nulevende Arters Tal til 200, og skønt der næppe nogen Sinde har eksisteret Former større end vore største Bardehvaler. Overgangsformer mellem Hvaler og andre Pattedyr er hidtil ikke fundne, og saa langt vi kan følge dem tilbage, spalter de sig ligesom nu i Tand- og Bardehvaler. Dog siges nogle af de ældste Former af disse sidste i visse Bygningstræk at staa Tandhvalerne nær- mere, end Nutidens Bardehvaler gør. Et er dog værd at bemærke, det nemlig, at den ældste, kendte Hvalslægt, Zeuglodon, har et mere differentieret Tandsæt end nogen nu- levende Tandhval. Hos den kan der skelnes mellem For-, Hjørne- og Kindtænder, hvilke sidste har 2 eller 3 Rødder og Krone med flere Takker, medens ingen Nutidshval har andet end ensdannede, kegleformede Tænder med een Rod. Dette Forhold kunde tyde paa, at Hvalernes Forfædre har været Dyr med et mere udviklet Tandsæt. Det store Flertal af Forskere antager, at Hvalerne nedstammer fra Landpattedyr, der efterhaanden er gaaet over til at føre et Liv i Vandet og er bleven tilpassede til dette. Denne deres Antagelse støttes dels paa den gennemgaaende Overensstemmelse mellem Hvalernes og andre Pattedyrs indre anatomiske Bygning, dels paa visse embryologiske Forhold. Hval- fostrenes Haar vidner om behaarede Forfædre, Tænderne hos Bardehvalernes ufødte Unger om Nedstamning fra Dyr med et udviklet Tandsæt o. s. v. De rudimentære Knog- ler af Bækkenet og af Baglemmerne hos nogle Arter siger os med usvigelig Vished, at disse kan nedlede deres Herkomst fra firføddede Dyr. Flere af de her fremhævede Forhold kunde dog forenes med en af andre Forskere, f. Eks. af Karl Vogt, forsvaret Hypotese, den nemlig, at Hvalerne skulde nedstamme direkte fra de store Øgler (Saurier), der langt tilbage i Tiden befolkede Havene i mange Arter. Det kan ikke benægtes, at de nulevende Tandhvalers Tænder mere minderom Øglernes end om Pattedyrenes, ligesom ogsaa de mange Fingerled i Lufferne genfindes hos de uddøde Havøgler. Der kan ogsaa paavises andre om Øglerne mindende Smaa- træk i Hvalernes Legemsbygning, men fra den modsatte Side hævdes, at alt dette beror paa parallels Udviklinger og paaTilpasning til samme Levevis, samt at hele deres Organisa- tion aldeles ikke lader sig forene med Tanken om direkte Nedstamning fra Krybdyr. Naar saa er, staar kun to Veje aabne: enten maa Hvalernes Stamtræ føres tilbage til Landpattedyr, eller de maa nedstamme fra lavere, endnu ukendte Havdyr, der gennem en selvstændig Udviklingsrække er naaede til at frembringe virkelige, varmblodede Patte- dyr. Af disse to Antagelser er den første dog sikkert den sandsynligste, skønt det er og bliver mærkværdigt og forbavsende, at der endnu ikke er fremkommet tydelige Mellem- former. Selv hos de ældste, uddøde, hidtil kendte Hvaler træder alle Ordenens Karak- terer tydeligt og udpræget frem. Og dog skulde man synes, at Dyr, der har levet i For- tidens Have, og som har haft et fast Skelet, Tænder o. s. v., maa have haft alle Betingel- ser for at blive saa vidt bevarede i Jordlagene, at deres Levninger maatte kunne ventes at være til Stede i disse. Hvorfor de endnu ikke er fundne, er en Gaade. Endnu skal vi om Hvalernes Herkomst kun bemærke det, at de ikke, som man maa- ske kunde tænke, er yderligere omdannede og til stadigt Liv i Vandet tilpassede Sæler. Nedstammer de ligesom Sælerne fra Landpattedyr, maa de have taget Udspring et andet Sted end disse, der jo saa bestemt bærer Præg af at være i Slægt med Rovdyrene. Men nok herom. i? Vor Klodes Dyr.