Vor Klodes Dyr 1

144 DE ARKTISKE DYR. Kæberne er hos den ene Underorden, Tandhvalerne, udstyrede med flere eller færre, spredt stillede, ens formede, kegledannede Tænder, som mangler hos den anden Underorden, Bardehvalerne. Dog findes der hos disses Fostre Tandkim (Anlæg til Tænder), som imidlertid aldrig vokser ud, men forsvinder (resorberes) under Udviklingen. Hovedet gaar uden udvendig synlig Hals over i den glatte, trinde Krop, paa hvilken kun Lufferne og hos nogle en Rygfinne rager frem. De første er det forreste Lemmepar i stærkt omdannet Skikkelse; mellem Skulderbladet og det korte Overarmsben findes det eneste bevægelige Led, i øvrigt dannes Luffen af de mod hinanden lidet bevægelige, stærkt forkortede Underarms-, Haandrods- og Mellemhaandsben samt af de navnlig for 2den og 3dies Vedkommende stærkt forlængede Fingre. Højst mærkeligt er det, at Antallet af disses Knogler (Led) er mere eller mindre stærkt forøget, det kan endog stige til 12 \ 15, me- dens vi hos ingen andre nulevende eller uddøde Pattedyr finder flere end 3 Led i nogen Finger eller Taa. Samtlige Luffens Bendele er indlejrede i et stærkt Bindevæv og omgivne med en fælles, tyk, ud over de yderste Fingerled rækkende Hud uden Negle eller Kløer.- Udvendige Baglemmer mangler stedse, men skjulte i Legemets Kødmasser findes hos visse af Bardehvalerne nogle Smaaknogler, der i Virkeligheden er det i Størrelse stærkt reducerede Bækken i Forbindelse med La ar- og Skinneben. Rygfinnen er en Huddannelse, der ligesom den mægtige Halefinne støttes af et trævlet, hornagtigt Bindevæv. Den saavel som Lufferne tjener væsentlig til at afbalancere Lege- met i Vandet, medens Halefinnen er det egentlige Bevægelsesredskab, der med Jættekraft driver Dyrene frem, som Skruen tvinger Damperen gennem Bølgerne. Langt bagtil under Bugen har Tarmaabningen Plads og foran denne Kønsdelene, ved Siden af hvilke Mælkekirtlerne med deres Patter sidder indlejrede i en Hudfold eller Grube. Huden er tyk og glat, stærkt isprængt med Fedt, der tillige danner et tyndere eller tykkere Spæklag mellem den og Musklerne. Kun een Hvalart, Keporkaken, har nogle enkelte, tykke, korte Haar over Øjnene og langs Kæberanden, men hos de fleste andres Fostre findes lignende, der dog tabes inden Fødselen. Det vilde blive for vidtløftigt at komme nærmere ind paa Hvalernes indre Bygning, vi skal derfor indskrænke os til at bemærke, at deres Hjerne til 1 rods for Hovedets ofte saa betydelige Størrelse er meget lille i Forhold til Legemsvægten. Absolut set er den derimod hos de største Arter omfangsrigere og vægtigere end hos noget andet levende •Væsen, Mennesket iberegnet; hos Blaahvalen kan den saaledes veje indtil 6400 Gram. Til Sammenligning kan anføres, at Elefantens Hjernevægt er højst 5430, Gorillaens 500, Hestens 6 til 700, Menneskets indtil over 2000 Gram. Trods den vægtige Hjerne er Hva- lerne lidet intelligente, det er ikke Kvantiteten men Kvaliteten, det kommer an paa. Et overordentlig interessant Spørgsmaal er dette: Fra hvilke andre Dyreformer har Hvalerne taget Udspring, og hvorledes har Gangen i deres Udvikling været? Desværre staar det kun sm aat til med vor Viden i denne Henseende, og Porskerne er ingenlunde paa det rene med Svaret. Søger vi Oplysning ved at følge Ordenen tilbage til tidligere Perioder i Jordens Udviklingshistorie, finder vi, at der i mange Lag fra Tertiærtiden fore- kommer talrige Levninger af uddøde Hvalarter, medens saadanne ikke hidtil er frem- dragne af ældre Dannelser. Det ser ud, som dukkede Hvalerne pludselig frem i Eocen- tiden for hurtigt at tiltage i Tal og Betydning gennem Mio- og Pliocen, i hvilken sidste de vistnok har kulmineret i alt Fald hvad Antallet af Slægter og Arter angaar. Ned mod