Vor Klodes Dyr 1

HVALERNE. T43 Nordenskiøld traf den i Mængde paa sin berømte Vega færd, og Eskimoerne paa begge Sider af Beringsstrædet jager den med Iver og sætter stor Pris baade paa dens Kød, Spæk og Hud. Hvalerne. Underlig fremmede blandt de øvrige Pattedyr staar de efter et stadigt Vandlivs Behov omdannede og tilpassede Hvaler. Længe blev de selv af Naturforskerne ansete for og kaldte Fisk (Hvalfisk), noget der er let forstandigt, naar Hensyn tages til deres i høj Grad fiskelignende Skikkelse; men de er dog lige saa gode varmblodede Pattedyr som en Ko eller en Hest. lHor øvrigt kan de selv ved et flygtigt Blik let skelnes fra Fiskene ved deres vandret stillede Halefinne. Dog, Fiskefbrm har de unægtelig. Deres Legeme er tendannet, idet Hoved, Hals, Krop og Hale umærkelig gaar over i hinanden, deres eneste Par Lemmer er finnelignende, og deres Hale ender med en Finne, der i Form ganske ligner Fiskenes. Ikke at tale om, at adskillige af dem tillige er udstyrede med en veritabel Rygfinne. Hovedet er stort, hos mange Arter kæmpemæssig stort i Forhold til Legemets Masse, men dets Form er meget skiftende: snart er det trukket ud i et langt, næblignende Snudeparti, snart er det kort og but, snart af en aldeles uforholdsmæssig Højde og Tykkelse. Gabet er hos nogle Arter forholdsvis lille, hos andre overordentlig stort og dybt udkløvet. Næseborene er rykkede stærkt tilbage, saaledes at de har Plads højt oppe paa Hovedet, ofte endog helt oppe paa dettes øverste og højeste Parti. De udmunder med en eller to Aabninger (Blæse- huller), fra hvilke Næsehulerne fører skraat eller lodret ned til Svælget, i hvis Loft de ender med en Aabning, ind i hvilken det tapformet forlængede Strubehoved kan skydes, passende lufttæt. Skal Hvalen aande, behøver den altsaa blot at hæve den eller de højt- siddende Næseaabninger op over Vandfladen; selv om Munden er aaben og fuld afVand, passerer Luften dog Svælget uden Hinder. Føden gaar, om den siuges samtidig med, at Aandedrættet er i Gang, til begge Sider af Luftrørets Forlængelse ned i Spiserøret. Til Lugteorgan tjener Næsen ikke. Vi kan her indskyde nogle Ord om Hvalernes »Blæsen«. I Almindelighed omtales denne, som om de sprøjtede en eller to Vandstraaler ud af Næseborene, naar de ligger i Vandskorpen og aander. Dette er dog en Misforstaaelse, der er lidet eller intet Vand i Næseborene, selv naar Dyret udaander første Gang efter et Ophold i Dybet, thi de hol- des tillukkede under Dykning. Men det begynder ofte at blæse Luften ud, inden det har hævet sig saa højt, at de er helt over Vandet, derved stødes en Del af dette op i Luften, hvor det i Forbindelse med den i Kulden fortættede »Aande« danner en synlig Søjle af Draaber og Vanddamp. Hvalernes Legemsvarme overgaar jo Luftens, særlig i de kolde Strøg, til hvilke de fleste større Arter af dem er knyttede, derfor fortættes de med Ud- aandingsluften blandede Vanddampe, saa snart de afkøles i Atmosfæren. Øreaabningerne, der ikke er forsynede med nogen Ørelap, er saa snævre, at de selv hos store Arter næppe har en nogenlunde tyk Penneposes Kaliber. Ogsaa Øjnene er smaa og har Plads langt tilbage paa Hovedet, undertiden tæt over Mundvigen hos de storgabede Arter. De sidder ikke i nogen benet Øjehule, men er kun omlejrede af et for- tykket Hudparti.