142
DE ARKTISKE DYR.
udryddede, som h^vde for Vane at lægge sig i Isens Udkanter. Klapmydsen lader sig sik-
kert nok, som de fleste andre Dyr, belære af Erfaring, thi de staar ingenlunde lavt, hvad
Klogskab og Modtagelighed for Belæring angaar. De saa velsom andre Sæler har Ord
lor at høre til de i aandelig Henseende bedre begavede Pattedyr, uden at det for øvrigt
er ganske klart, hvorfra de har faaet et saadant Lov paa sig. I Fangenskab er Sæler van-
skelige at holde længere Tid igennem, om de end jævnlig ses i zoologiske Haver, ja
endog fremvises »dresserede«. De slutter sig gerne til deres Vogtere, bliver meget tamme
og lærer let forskellige Kunster. Dette i Forbindelse med deres Snuhed og Forsigtig-
hed paa Steder, hvor de er forfulgte, og med det kloge Udtryk i deres smukke Øjne
har sagtens givet dem Ord for at være saa ualmindelig begavede Dyr. Muligvis er de
dog i denne Henseende bleven en Del overvurderede. I alt Fald er der meget, som taler
Fig. 75. Harlekinsæl.
for, at Klapmydsernes Forsvinden fra de lettere tilgængelige Fangstpladser ikke skyldes
deres Klogskab. Rimeligvis har der været dem, der holdt sig længere ude, andre der holdt
sig længere inde paa Isen, og det er de første, der er bleven udryddede, medens de andre
har bjærget Livet hidtil. Et uhyre Antal af dem er blevet dræbt, Nan sen anslaar det for
Aarene 1876- 83 til ’/s Million, medens lige saa mange rimeligvis blev anskudte og om-
kom til ingen Nytte.
For Grønlænderne er Klapmydsen af stor Vigtighed, de nedlægger mange paa Isen,
men angriber dem nødig i Vandet.
Der skal endnu kun nævnes een Sælart, nemlig den smukke, mærkelig tegnede
Harlekin sæl (Histriophocci eqvestris) fra Beringshavet og tilgrænsende Strøg af Ishavet.
Den eT mørkere eller lysere ensfarvet, med 4 brede, skarpt afsatte, hvide Ringstriber, een
om Hoved og Hals, een om hver af Forlufferne og een i en stor Bue om Bagkroppen.