Vor Klodes Dyr 1

DE ARKTISKE DYR. ISO lodret op i Vandet med hele det vældige, kluntede Hoved over dette, snart forsvinder de i Dybet, slaaende Vandskorpen med de bredvingede Halefinner, saa det lyder som Kanon- skud og Vandet kommer i Bevægelse, som naar en stor Dampers stærke Skrue slaar Prøve- slag i et stille Havnebassin. Snart er de dog trætte af Legen. Moderen lokker Ungen til sig og fortøjer den ved sin Side, læggende sin ene lange Luffe kærligt hen over dens Bagryg. Saaledes falder de i Søvn, hvilende trygt i Overfladen af det Hav, der vredt eller blidt er deres sikre Hjem, vuggede af Dønningens langelige Sug. Men ude fra det fjerne nærmer sig noget, der ser ud som det mystiske Uhyre »den store Søslange«, bugtende sig frem i Vandskorpen med rasende Fart. Det er dog intet enkelt Dyr, men en Flok paa en halv Snes smaa Spæk- huggere, muligvis lokkede til ved den paa lang Afstand hørlige Støj, de store Dyrs Leg frembragte. Svømmende tæt efter hinanden i lige Linie frembringer de Illusionen af et sig bugtende Havuhyre derved, at den ene efter den anden dukker op for med en halv Kolbøtte at forsvinde et kort Øjeblik under Vandskorpen. Først da de er kommen ret nær til det sovende Par, vaagner Moderen ved den Støj, der ledsager dens frygtede Fjenders susende Fart, og vækkende sin Unge ved et Slag med Luffen, forsvinder hun, fulgt af sit Afkom, i Dybet med et Støn og en knaldende Salut med Halefinnen. Hun ved, hvad der truer, og drivende det vældige Legem frem ved an- strengt Sammenspil af de kraftigste Muskler, noget levende Væsen nogen Sinde har været i Besiddelse af paa denne Jord, sætter hun Kursen til Havs med en Hastighed, som næppe noget af Mennesker bygget Fartøj endnu har naaet. Ungen følger hende, men den trættes snart ved den uhyre Anstrengelse, og den gamle, der ikke vil forlade den, maa derfor sagtne sin Fart, som selv Spækhuggerne, de hurtigste af alle mindre Hvaler, ikke har kunnet følge. Men saa snart den mindskes, haler de ind paa Parret, der jo ogsaa fra lid til anden maa op for at aande. Paa den Maade trættes de forholdsvis hurtigt ud af deres Forfølgere, der er mere udholdende og snart naar at omringe dem og indlede Kampen. Med rørende Opofrelse søger Moderhvalen at værne om og forsvare sin stakkels Unge, der er overanstrengt af det fortvivlede Kapløb og ude af sig selv af Angest. Skønt henved dobbelt saa lang og maaske 10 Gange saa tung som de fleste af Angriberne, er den dog et næsten værgeløst Offer for disse. Rasende farer de løs paa den og nogle af dem bider sig fast i den med deres tandstruttende Kæber, især søgende at laa lag i dens Læber, der byder dem et fast Hold. Andre springer med hidsige Sæt helt op over Vandet og stræber, vendende Mølle i Luften, at ramme dens angestbævende Krop med kraftige Slag af deres stærke Halefinner. Det sølle Dyr forsvarer sig efter bedste Evne; brølende af Skræk vælter det sig i Vandskorpen og søger at ryste de bidske Sataner af sig, som det forfulgte Vildsvin ryster de Hunde af sig, der har bidt sig fast i dets Øren og Flanker. Snart dykker det under, slæbende Plageaanderne med sig, snart prøver det at faa Ram til en af dem med sit eneste Vaaben, den kløftede Halefinne, hvis Slag i Kraft er lig en Damphammers. Moderen under- støtter d^n af al Magt, skønt hun selv ingenlunde gaar Ram forbi. Stønnende og brølende jager hun om med 3—4 brogede Smaadjævle fastbidte i Læber og Lufter. Hun pisker Havet op til vildt Oprør ved Slag med sin mange Meter brede Halefinne, Slag, der langt borte høres som en dump Kanonade. Rasende styrter hun løs paa dem af Fjenderne, der kommer inden for hendes smaa Øjnes Synsfelt, men ingen Sinde lykkes det hende at