Vor Klodes Dyr 1

=== DE ARKTISKE DYR. kødrige Tunge, der øjensynligt er den af Angriberne mest efterstræbte Lækkerbid. Den gamle bløder af Saar ved Saar, af dens Læber er reven store, halvrunde Stykker ud, og lange, blodige Laser af dens sønderflængede Tunge hænger ud af dens Gab. Af Næse- borene blæser den nu ikke mere Søjler af hvidtskinnende Damp, men store Fontæner af rødt Blodvand hæver sig op fra dem, hver Gang den i sit Raseri og sin Smerte, der gen- nemsitrer hver Nerve i dens kæmpestore Krop, aander ud med Støn og rungende Brøl, der lyder som en Dampsirenes barske, hæse Vræl. Endelig efter en Times Kamp udaander Ungen, og alle Spækhuggerne styrter sig nu over dens Lig, flængende det i Stumper og Stykker, halende i det og en Tid lang forhin- drende det fra at gaatil Bunds, følgende det og sinkende det paa dets Vej i Dybet. Hver Gang en af dem har slidt sig en ordentlig Lons løs af det blod- og fedtdrivende Bytte, hæver den Hovedet op over Vandskorpen for at lægge Biden bekvemt til Rette og sluge den hel. Thi til Tygning duer dens spidse Tænder ikke. Den nu barnløse Moder benytter Tiden, mens dens bidske Fjender er saaledes beskæfti- gede, til at forsvinde fra Skuepladsen. Samlende sin svindende Kraft til en sidste, fortvivlet Spurt sætter den af Sted, efterladende sig en Kølvandslinie stribet af Blod og boblende med røde Skumblærer. Saa dykker den under og er ude af Syne, overladende Valpladsen til Spækhuggerne, der ikke har Lyst til at forfølge den, men foretrækker at dykke efter Ungens Lig, til de er fuldt mættede, og derpaa boltre sig en Tid med lystig Leg i det atter rolige og klare Hav, fra hvis Overflade Kampens Spor snart er forsvundne. De sidste løsrevne Smaastumper af det i Dybet sunkne, halvt opædte Hvallig opsamles ivrigt af en Flok Maager, der hidlokkede af Striden har kastet deres skarpe, forventningsfulde Skrig ind i dens øredøvende Larm. Saa forsvinder Spækhuggerne, springende lystigt op over Vandet, saa de hvide Buge lyser i den synkende Sols Straaler, dykkende og blæsende de tynde Dampsøjler op i Luf- ten, saa snart de atter viser sig paa Overfladen. Atter slaar Havets Puls uforstyrret sine taktfaste Slag, atter driver de grøntskinnende Isstykker roligt hen over dets blanke Flade, kun et Par lette Maagedun, der gratiøst krummede vugger sig, hævede og sænkede af den svage Dønning, vidner, sammen med nogle store, olieglatte, iriserende Tranpletter, om, at her er udspillet et Drama mere stor- artet maaske end noget, Dyrelivet ellers har at byde paa. Om Spækhuggernes Liv ved vi for øvrigt kun lidet, og dette lidet er ikke synderlig forskelligt fra, hvad vi alt har fortalt om Hvaler i Almindelighed; vi forlader dem derfor og vender os til nogle af deres Slægtninge, som fortjener Omtale. En saadan er D øg- li ngen (Hyperoodon diodon), ogsaa kaldet Andehvalen (n. Næbhvalen); dens Tandsæt er stærkt reduceret, idet den kun har tilbage 2 Tænder langt fortil i hver Side af Underkæben; den forreste af disse er stor og kegledannet. At den nedstammer fra Forfædre med fuld- stændigere Tandbesætning, viser de smaa, i Kæberne skjulte Tænder eller Tandkim, som Ungerne fødes til Verden med, men som snart resorberes uden at komme til Udvikling. Grunden til, at Tænderne saaledes er forsvundne helt eller delvis hos denne og andre Arter, er formodentlig den, at Dyrene efterhaanden har vænnet sig til en Kost, der over- flødiggør dem. Smaa Blæksprutter, nøgne Havsnegle o. lign, kræver ingen stærk Tand- besætning hos dem, der lever af dem; men bruges Tænderne ikke, vil de i Kraft af Na-