DØGLINGEN.
153
turens Sparsommelighedsprincip lidt efter lidt tabe i Størrelse, samtidig med at indskræn-
kes i Tal, for omsider at forsvinde, om end ikke sporløst.
Men hvorfor har Døglingen nu dog beholdt de fire Tænder, og hvorfor er de to ble-
ven saa store paa de andres Bekostning ? Dertil kan kun svares: utvivlsomt fordi den har
eller har haft Brug for eller Nytte af dem paa en eller anden, os endnu ubekendt Maade.
Da man en Gang har truffet en Døgling med en af de store Tænder besat med fast-
siddende Krebsdyr (Rurer og Balaner) i saa stor Mængde, at de ragede ud af Munden paa
den som en betydelig Klump, medens Dyret selv var i bedste Velbefindende, skulde man
j° rigtignok synes, at Tænderne maa være sjældent eller lidet brugte. Paa en til daglig
benyttet Tand vilde saadant et Selskab naturligvis ikke kunne have holdt sig. Imidlertid
Fig. 80. Døgling.
beviser et enkelt Tilfælde ikke stort, der kan have været særlige Grunde til Stede, hvorfor
netop denne Døgling gennem lange Tider ikke havde benyttet i alt Fald sin ene Tand.
Hvad vi i øvrigt ved om denne Hvalart, er i Hovedsagen dette: Den hører til de større
Tandhvaler, idet den kan opnaa en Længde af 12—13 M., om den end i Reglen kun træffes
i 6—8 M. lange Eksemplarer. Den er mindre slank end Spækhuggeren, mørk af Farve,
næsten sort paa Ryggen, sortegraa paa Bugen. Lufferne er smaa, Rygfinnen lille, spids og
siddende langt bagtil, Halefinnen svagt indbuet men ikke kløftet.
Hovedet er stærkt opsvulmet, og fra det udgaar fortil et tykt, højt Parti, der er brat
afskaaret mod det lille »Næb«, det forreste Kæbeparti, der ligner et kort Fuglenæb med
en lille Mundspalte. Denne ejendommelige Form af Hoved og Kæbeparti, der giver Dyret
dets Særpræg, fremkommer ved en mærkelig, hvad Opstaaen og Formaal angaar, lige
gaadefuld Dannelse af Overkæben. Fra dennes Yderrande skyder sig nemlig i største
Vor Klodes Dyr. l8