Vor Klodes Dyr 1

DE ARKTISKE DYR. 154 Delen af dens Længde 2 høje, tynde Benblade op, som omfatter en betydelig, fortil lige afskaaret, mellem dem indlejret Fedtmasse. Døglingen forekommer i Ishavets sydligere Dele og i det nordlige Atlanterhav, gerne i Smaaflokke. Den fanges ofte ved Færøerne og forvilder sig ikke sjældent til vore Far- vande. Den lever væsentligst af Blæksprutter og leverer en meget fin, højt betalt Tran, der dog ikke egner sig til at nydes af Mennesker, selv ikke af Færinger, som ellers ikke er Kostforagtere. Den virker nemlig stærkt afførende. Endnu skal en Særegenhed ved Døglingen nævnes, nemlig at dens ene Øje i Reglen er mindre end det andet, noget der formodentlig hænger sammen med den hos Hvalerne almindelige Asymetri af Hoved- skallen. Maaske har dette givet Anledning til Troen paa, at den var enøjet, hvilket har fundet Udtryk i dens Navn: Døglingen, den enøjede, brugt i Oldnordisk bl. a. om Odin. Mærkelige Tandforhold frembyder ogsaa Nar hvalen (Moiiodon monoceros), hvis Hun- ner som Regel er tandløse, medens Hannerne har een, om Længdeaksen snoet, lige, indtil 3 M. lang, spids Overkæbetand, ragende ret frem fra Snuden som et Bovspryd. Oftest har den Sæde i venstre Kæbehalvdel, medens den tilsvarende i højre Side er uud- viklet, dog kan Forholdet være omvendt, og man træffer ogsaa Dyr med en Stødtand i hver Kæbeside, men i saa Fald er den til venstre gerne størst. En saadan enorm Tand — kun Elefantens Stødtænder bliver større — maa naturligvis være ordentlig forankret, den er da ogsaa passet ind i en lang Tandhule, som gør hele Hovedet stærkt asymetrisk. Der er delte Meninger om, hvad dette forunderlige Apparat egentlig skal tjene til, sand- synligvis benyttes det som Vaaben i Hannernes indbyrdes Kampe. Dyr med afbrudt Stød- tand træffes hyppigt, man har endog set dem, der havde Spidsen af en Modstanders Tand kilet ind i Hulen, ud af hvilken deres egen var brækket. Andre har ment, at Tanden skulde skylde Par rings valget sin Størrelse og Skønhed, idet Hunnerne stadig skulde have fore- trukket de Hanner, der havde de største Stødtænder; disse skulde altsaa være en æggende Pryd i hines Øjne. Dette er dog n^eppe sandsynligt. Nogen praktisk Nytte er de vist ikke til, de benyttes ikke engang som Vaaben f. Eks. til Forsvar mod Spækhuggerne, Nar- hvalernes svorne Fjender. Kun i Parringskampene bruges de som sagt til Angreb. Mim har ment, at Dyrene ved Hjælp af dem stødte Isen i Stykker, naar denne truer med at spærre dem ude fra Luften, men ingen har nogen Sinde set noget saadant, og hvorledes skulde de sølle Hunner kunne undvære et saa nyttigt Værktøj? I tidligere Tid blev disse forunderlige, snoede Tænder bragte til Europa, uden at man vidste, fra hvilket Dyr de stammede. Man ansaa dem for Horn, groede ud fra et firføddet Dyrs Pande. Dette Dyr, som ingen nogen Sinde havde set, døbtes Enhjørningen og til- lagdes alle Haande fabelagtige Egenskaber. Navnlig skulde »Hornet« virke helbredende i en Mængde Sygdomme, og der betaltes aldeles vilde Priser for et saadant. Saaledes blev en Tand, der opbevaredes i den kurfyrstelige Samling i Dresden ophængt i en Guldkæde, vurderet til 100,000 Rigsdaler. I vor Tid er der billigere Køb paa dem, de benyttes som Elfenben og betales med 8—10 Kr. pr. Kilo. Enhjørningen er nu reduceret til at være Skjoldholder i det engelske Rigsvaaben, det hvorom Mr. Weller sen. bemærker, at det, som Gud og hver Mand ved, er en Samling af fabelagtige Uhyrer. Narhvalen bliver 5—6 M. lang, har smaa Lufter, ingen Rygfinne, stor, kløftet Hale- finne og et fortil but afskaaret Hoved med lille Gab. Den er gulhvid med mange, tæt stil-