Vor Klodes Dyr 1

DE ARKTISKE DYR. 160 Grønlandshvalens Hjem er Ishavet, navnlig Farvandene om Grønland og derfra Nord om Amerika over til Beringshavet. Aar efter Aar sendes der et Antal Dampere op efter den, og havde den ikke utilgængelige Tilflugtssteder mellem Øer og Is, vilde den snart være slettet af de levendes Tal. Som det er, aftager den stadig i Tal og trækker sig mere og mere tilbage til Dele af Havet, som dens Efterstræbere ikke kan naa. Den foretager lange Vandringer; endog fra Baffinsbugten til Beringshavet drager den, thi man har det ene Sted nedlagt Hvaler med mærkede Harpuner i Kroppen, som de be- visligt har faaet i den paa det andet Sted. Det er Madstræbet, der fører dem saa vide om; hver Dag at skulle samle sig adskillige Tønder Føde er heller ingen Spøg, selv om Ha- vet er rigt. De maa derfor opsøge Strøg, rige paa de Smaadyr, som udgør deres Føde; det fører dem ind paa mere end Springveje. Naturligvis maa Isen volde dem meget Be- svær, og mange Sunde, som de stolt befaret o ni Sommeren, ei lukkede for dem om Vinteren; ogsaa det maa tvinge dem til Langfarter, der i det store og hele gaar Syd paa ved Vinter-, Nord paa ved Sommertide. En Dag sker det saa, at der møder vor Grønlandshval et Uhyre, støire og sværeie endog end den selv. Maaske det i dens Øjne har en vis Hvallighed, det hai jo en Hale agter, der sætter et Kølvand mægtigere end dens eget. Og noget som dens egne Damp- søjler staar ovenud af det, om end mørkere end dem, den er vant til at se sine Kamme- rater udstøde. Hvorom alting er, denne mærkelige Fremtoning maa tages noget nærmere i Øjesyn, derfor flygter Dyret ikke straks, men anstiller rolig sine Iagttagelser, indtil der sker noget aldeles forbløffende forunderligt. Utusket faar Unger! ikke en eller to, som den selv eller dens Mnge, men en hel Bunke, flere end den kan tælle sig til. Og disse hurtigt fødte Unger er slet ikke bange af sig, de kommer uden Tøven men ogsaa uden Overilelse nærmere ind paa Livet af den, med hele Rækker <if Luffei langs Kroppens Sider og med underlige Gevækster paa Ryggen, formodentlig et Slags Pinnei, der gi or, hvor den selv ingen saadanne har. Det er da Pokker til Historie, den gaar langt over selv en gammel, erfaren Hvals Forstand, og den kan ikke bestemme sig til, hvad den skal gøre: tage det med Ro eller flygte? Inden den faar sig betænkt, føler den en sviende Smerte i sin Side, som ganske berøver den Besindelsen og bringer den til at gaa hoved- kulds ned i Dybet og til at sætte af Sted med al den Fart, dens vældige Halemuskler er i Stand til at give den. Men detTbefrier den ikke for Harpunen, der sidder fast i dens smerten de Kød, og den mærker snart, at den har faaet en Byrde at slæbe paa, som i Længden trættei og iuiterei den. Det er Banden, den bugseret i Harpunlinen. Snart føler den tvingende Trang til at aande, men næppe har den naaet at blæse sig læns og at suge en Smule foi hiskende og kø- lende Luft i sig, før Smerten er der igen, denne Gang paa et nyt Sted og saaledes blix ei det ved. Den mattes mere og mere af Angest, Smerte, Blodtab og Anstrengelse, uden at den dog tænker paa at forsvare sig eller angribe det mystiske Væsen, den er fordømt til at slæbe om med. Bare flygte, bare komme bort, det er den eneste Tanke, dens uklare Hjerne rummer. Ak! det lykkes den ikke, efter Timers smertende Slid ligger den værge- løs og udmattet og maa lude sig dræbe ved Stik med liinge, stæike Ljnsei, dci uimiici dens stakkels, vildt pulserende Hjerte og endelig gør Ende paa dens Lidelser. Er den heldig, kan den dog i vore Dage slippe lettere, den kan blive dræbt ved et eneste Skud af en Kanon, der udslynger en Harpun, til hvilken er fæstet en eksploderende