Vor Klodes Dyr 1

170 DE ARKTISKE DYR. tensiv Lystfølelse, saa hidsige de oite er efter den. I 3 Uger ligger Hunnen trofast paa sine 10 til 16 Æg, kun forladende dem kort Tid ad Gangen for at søge sig den nødvendigste Føde, betroende dem saa længe til den Beskyttelse, deres Farvelighed med Underlaget giver dem. Ligger hun paa dem, gør hendes Rygs Farve det yderlig vanskeligt for hendes Fjender at faa Øje paa hende, saa fuldstændigt falder den sammen med Omgivelserne. Naar Kyllingerne smutter af Æggene, er de, som alle Hønsefugles, fuldt dunklædte og i Stand til at følge Moderen og til under hendes Vejledning selv at finde Føden; allerede efter faa Dages Forløb kan de begynde at flyve, om end kun korte Strækninger ad Gan- gen. De er lige saa farvebrogede som Forældrene, men Farverne er ogsaa for deres Ved- kommende saaledes fordelte, at de yder dem en udmærket Beskyttelse ved Ligheden med Omgivelserne. Aldrig saa snart er Nummer sidst smuttet af Ægget, før Moderen med sit nyfødte Kuld forlader Reden, thi det gælder om, at Kyllingerne snarest mulig lærer at hytte sig selv og faar Lejlighed til at æde sig store og stærke. Der er ingen Tid at spilde, naar de skal være udvoksede, inden Vinteren for Alvor begynder. Hun drager om med dem hele Sommeren, utrættelig i sin Omhu for dem. Farer i Mængde truer de smaa. Vandre- falken, n. ogsaa Pilegrimsfalken (Falco peregrinus), lever for en Del af Ryperne og er derfor ude efter dem tidlig og silde. Opdager Moderen en saadan, advarer hun sit Kuld med en bestemt Lyd, der faar det til i et Nu at sprede sig og søge Skjul mellem Smaakrat og Sten, hvor Kyllingerne trykker sig, saa de næsten ikke er til at opdage. Selv trykker hun sig ogsaa, liggende urørlig, kun følgende Røveren med sine klare, opmærksomme Øjne. Saa længe en Falk er i Sigte og rum Tid efter, er det næsten umuligt for en Jæger at faa Ryper at se; Instinktet byder dem at blive liggende ubevægelige som den bedste Maade at undgaa Faren paa. Anderledes bærer de sig ad over for en Ræv eller en Hund, thi nærmer en saadan sig, tager de til Vingerne, som vidste de, at det er den eneste rigtige Fremgangsmaade over for jordbundne Fjender. Farlig for dem er ogsaa Ravnen (Corvus corax), der navnlig efterstræber Kyllingerne og udvikler stor Snuhed i sine Bestræbelser for at faa fat paa disse. Over for den siges det, at Ryperne snart trykker sig, snart søger at flygte flyvende, alt efter Omstændighederne; formodentlig har Erfaringen lært dem, at det ikke er saa haabløst at forsøge paa at flyve fra den som fra Falken. Tror Moderen, at Faren er forbi, kalder den sine Kyllinger sammen ved en ny Lyd, der er disse vel bekendt, og saa gaar det videre med Søgen efter Føde. Men hvis Faren bliver truende, stræber hun at aflede den ved at flyve op og derved drage Forfølgerens Opmærksomhed hen paa sig; hun ved, at Kyllingerne nok skal blive, hvor de er, til hun vender tilbage og kalder sammen. Føden bestaar af Plantedele: Blade, Knopper, unge Skud o. 1., ud paa Eftersommeren tillige af de nu modne Bær (Blaabær, Tyttebær, Kræklinger o. s. v.), hvoraf der myldrer paa frugtbarere Pletter. Rimeligvis forsmaas ingenlunde, navnlig ikke af Kyllingerne, hvad der byder sig til af Insekter og andre Smaadyr, men dem er der ikke mange af i Højnorden, de kan ikke komme til at spille samme Rolle for Polarrypen som for de fleste andre Hønsefugle. I Slutningen af August eller Begyndelsen af September er Kyllingerne udvoksede og kraftige Flyvere, men de holder sig dog sammen i Flok med Moderen og under hendes