Vor Klodes Dyr 1

FJÆLDRYPEN. 171 Anførsel hele Vinteren igennem. I Reglen indtræder Farveskiftet noget senere hos dem end hos de gamle Fugle, men naar Sneen for Alvor kommer, er de dog bleven hvide som disse. Vinteren er naturligvis Fuglenes drøjeste Tid, i hvilken de kan have ondt nok ved at bjærge Føden og beskytte sig mod Kulden. Saa længe der er bare Pletter paa Bjærgskrænter, hvor Vinden fejer Sneen bort, opsøger de i Formiddagstimerne disse for der at finde Fødeemner, ligesom de ogsaa samler sig, hvor højere Pilekrat rager op af Snedækket. Men naar Sneen skjuler alt, begynder for Alvor deres Trængselstid. Mange af dem drager da mod Syd til gunstigere Egne, fra Nordgrønland til Sydgrønland eller fra Øerne Nord for Amerika til Fastlandet, men andre bliver hele Aaret igennem paa Fødestedet, kun strejfende om i en snævrere Kreds. Dyrelivet i Polarlandene frernbyder maaske intet mærkeligere Træk end dette, at Ry- per faktisk er at træffe hele Vinteren igennem selv i de barskeste og plantefattigste Egne. Det er næsten uforstaaeligt, hvorledes deres smaa Legemer kan frembringe og holde paa tilstrækkelig Varme til at modstaa Kuldegrader, der faar Termometrets Kviksølv til at fryse, saa det kan benyttes som Bøssekugle. Forklaringen er for deres som for Lemmin- gers og Harers Vedkommende at søge i, at de fører et »undersneisk« Liv. Allerede i Sydgrønland ser man, hvorledes Ryperne forstøar at drage sig Sneen til Nytte. Saa længe den er blød og ikke for dyb, danner de sig Huller i den og tilbringer Natten i dem, ligesom de ogsaa skraber den af Vejen for at komme ned til de Planter, hvoraf de lever. Under Snestorme lader de sig rolig tilsne, saa det kan ske, at Jægeren efter en saadan pludselig ser en Snedrive blive levende og forbavset bliver Vidne til, at et helt Kuld Ryper bryder ud af den og flyver baskende bort. Danner der sig Isskorpe paa Sneen, minerer Ryperne sig Gange under den, idet de trænger ind paa et gunstigt Sted og arbejder sig frem langs Jordoverfladen søgende hen, hvor der er rig Plantevækst. I nordligere Egne, hvor Kulden er haardere og Snelaget varigere, lever de rimeligvis Vinteren igennem mere under end over Sneen, benyttende sig af deres stærke Kløer til at grave vidtløftige Gange og dannende sig varme Soveplad- ser, udfbrede med Græs og andre tørre Plantedele. Først naar Vaaren indfinder sig, splittes Kuldene, og hver af de nu forplantnings- dygtige unge Fugle søger sig en Mage og grunder en ny Familie. Hvor Ryperne trækker, samles de sent paa Høsten i Flokke paa Hundreder, som i Fællesskab tiltræder Rejsen til mildere Egne. Naar Vinteren i Nordgrønland er streng, kan de sydlandske Dale plud- selig blive oplivede ved Ankomsten af saadanne Rypeflokke, saaledes at Jægeren kan skyde alle dem, han bare gider, hvor der i Uger og Maaneder maaske knap har været een at finde. Hen paa Foraaret vender de fremmede Gæster tilbage til deres nordlige Føde- egn, men nogle enkelte bliver dog gerne tilbage og fornyer den stedlige Bestand. Hvor de indfødte lever upaavirkede af Europæerne, giver de sig ikke synderlig af med Rypejagt, men for disse sidste er Jagten en baade fornøjelig og indbringende Sport. Fuglenes Kød er fortrinligt, nærende og velsmagende, og i Forhold til deres Størrelse yder de en ikke ringe Mængde af det. Foruden Fjældrypen er der kun een Landfugl uden for Rovfuglenes Orden, som kan siges at være særegen for Polarlandene, nemlig Sneve ri in gen eller Snespurven, n. Snetitingen (Emberizci nivalis), en lille til Sangfuglenes Orden hørende Fugl. Den er i 20'