214
DE PALÆARKTISKE DYR.
har Betingelser for at naa fuld Udvikling, stige til 250 Kilo. Hinden er betydelig mindre
og spinklere bygget.
Krondyret bærer sit fine Hoved højt paa sin kraftige, sammentrykte Hals. Kæbepartiet
er forholdsvis smalt, Baghovedet bredt, Næseryggen lige, Mulen afrundet, Øjnene store
og udtryksfulde. I de lange Taaregruber afsondres et grødet Stof, der af og til udpresses
ved Gnidning mod Træstammer. Ørene er lange, brede og bevægelige, Ryggen temme-
lig lige, Benene ret høje, muskuløse med tynde, fine Løb (Mellemfod). Forklovene er
sorte, skarp randede, Biklovene berører kun Jorden, naar Dyrene færdes paa bløde, sum-
pede Steder. Hannen er udstyret med Takker, der fældes hvert Foraar. De første Spor
Fig. 121. Hoved af en Spidshjort.
til dem viser sig hos Kalven allerede, naar den er 6—7 Maaneder gammel. Der vokser da
ud fra Rosenstokken en lille, ugren et Spids — Dyret kaldes nu Spidshjort —, som næste
Aar afløses af en togrenet (Gaffelhjort), 3 die Aar af en tregrenet Tak. Hvert Aar skal der
fremdeles normalt komme en Gren til paa Takkerne, dog har ældre Hjorte vistnok som
Regel et fra Aar til Aar konstant Antal Forgreninger, større eller mindre efter Individets
Kraft og dets Livsvilkaars Beskaffenhed.
Der foreligger en omfangsrig Litteratur angaaende Spørgsmålet: Krondyrets Takker,
deres Vækst og Forgrening, og en Nomenklatur har uddannet sig med Navne for hver
af deres Grene, for hver Aargang af Hjortens Liv o. s. v. Her er ikke Stedet til at komme
ind paa dette, vi skal kun bemærke, at den første, fra Stammen udgaaende Gren kaldes
Øjetakken, den næste, noget svagere 2den Øjetak, den 3die Mellemtak og det øverste,