Vor Klodes Dyr 1

KRONHJORTEN. 21 Z Paa den anden Side har Rydningen af store, sammenhængende Strækningers Skove bragt Forhold til Veje, der begunstiger Indvandringen af Steppefaunaen, og der er ingen Tvivl om, at mange den tilhørende, Dyrearter har grebet Lejligheden til at brede sig. Et stærkt opdyrket og i stort Omfang kultiveret Land som Danmark f. Eks. huser derfor i vor Tid et Dyreliv, der er langt fra at bære Oprindelighedens, Ensartethedens og Uberørt- hedens Præg. Den gamle Skovfaunas Rester er vel fremherskende, men blandet ind mel- lem dem findes et Antal Arter, der dels er indvandrede af egen Drift, dels indførte af Men- nesket med eller mod dets Villie. Og ingen Dyreart, kan man vel sige, lever i Nutiden hos os sit Liv uberørt af de Forandringer, Mennesket forsætlig eller uforsætlig har frem- kaldt i Naturen. Vil vi lære Skovens oprindelige Dyreliv at kende, maa vi vende os til Egne, hvor den er nogenlunde uberørt, saadanne findes heldigvis endnu: i Norge og Sverrig f. Eks., i Karpatherne, i Rusland, Sibirien og de mellemasiatiske Bjærge. Som oftest er der i det ydre ikke meget, der karakteriserer et Dyr som Skovdyr. Der gives Tillempninger, ved hvilke Dyr er gjorte mere skikkede til et Liv paa selve Træerne, og man vil ofte ved at undersøge Legemsbygningen, Lemmernes Udvikling, Farverne o. s. v. kunne slutte sig til, at et Dyr, hvis Livsforhold er ukendte, er eller har været hen- vist til at leve i Træernes Kroner. Men mange Skovdyr holder til paa Jorden eller i Jor- den, dem har Tillempningen langt fra altid præget saa stærkt, skønt der dog ogsaa hos dem ofte vil kunne paavises Træk, der skyldes Skovlivet. Skulde man nævne en Dyregruppe saa nær knyttet til Skoven, at dens Navn uvil- kaarligt vilde tvinge sig frem, naar man tænker paa Skovdyr, vilde det vel blive Hjortene. Næsten overalt, hvor de forekommer, er de henviste til Liv i Skov eller Krat, kun Rens- dyret i Højnorden og Pampashjorten i Sydamerika færdes væsentligt og regelmæssigt i skovløse Egne. Og dog har ikke Livet i Skoven givet dem deres Særpræg, dette stammer snarere fra Liv paa Jordens Overflade, fra at de har været henviste til at søge deres Føde over store Strækninger og til at undfly Fjender ved hurtigt og udholdende Løb. Ja for mange Arters Vedkommende kan det vel endog siges, at Hannerne med deres mægtige Gevirer er langt fra at være heldig tilpassede til Liv mellem Træstammer og i Under- skovens tætte Krat; Takkerne maa tværtimod ofte være til betydelig Hinder for dem un- der deres Færden der. Kendte man kun Hjorte af fossile Rester fra tidligere Jordperioder, mon man da vilde være folden paa, at Dyr som den irske Kæmpehjort, Elgen eller Kron- hjorten havde været Skovdyr? Næppe. Man vilde af Lemmernes og særlig af Føddernes Bygning have kunnet slutte sig til, at de var Dyr, for hvilke hurtigt Løb havde været af største Betydning, og man vilde vistnok, henvisende til Hannernes vidt ud til Siderne rækkende, store Opsatser have hævdet, at de maatte have levet paa udstrakte, træbare Sletter. Nu ved vi, at det forholder sig anderledes, og at Skoven i alt Fald i Nutiden er Hjortenes rette Hjem, om det end er muligt, at de engang i Fortiden er bleven til det, de nu er, under et Liv paa Stepper eller i skovløse Egne. Den bedst kendte og mest typiske af Hjortefamilien er Kronhjorten eller Krondyret (Cervus elaphus'), et prægtigt og anseligt Dyr med stolt Rejsning, yndefuldt og dog svul- mende af Kraft. Hannen, Hjorten, bliver indtil i1/2 M. høj over Skuldrene og henved 2V2 M. lang, den c. 15 Ctm. lange Halestump medregnet. Dens Vægt kan, hvor Dyret