Vor Klodes Dyr 1

KRONHJORTEN. 2I5 stærkest forgrenede Parti af hver »Stang« Kronen. Hjorten benævnes efter det samlede Antal normale Grene paa Takkerne. En »Seksender« har saaledes tre Grene paa hver Tak, en »Tyveender« ti og saa fremdeles. Har de to Stænger et uens Antal »Ender«, be- nævnes Dyret efter det største Antal, forudsat de er normale, Gange to med Tilføjelse »ulige«. Har den ene Stang saaledes 6, den anden kun 5 normale Grene, er Hjorten en »ulige Tolvender«. Hos os er i vore Dage allerede en Seksten- eller Attenender en Sjæl- denhed, da de fleste Hjorte skydes bort, inden de naar saa vidt, men i ældre Tid fandtes ofte dem, der havde 24 »Ender«, ja et enkelt berømt Gevir er endogsaa udstyret med 66. I vore Tørvemoser findes ofte Hjortetakker af betydelige Dimensioner. Et Par saadanne fra Fyen med kun 18 »Ender« har følgende Maal: Største Afstand mellem de to Stængers Forgreninger 1,02 M., hver enkelts Længde 94 Ctm., Øjetakkens Længde 38, Rosen- kransens Omfang 2; Ctm. Vægten af et Par Takker kan stige til 18 Kilo, ja hos en i Transsylvanien skudt Hjort skal de endog have vejet 35 Kilo. Krondyrets Hovedfarve er rødbrun, Bugen og »Spejlet« (Bagen) er lysere. Om Efter- aaret bliver Haarklædningen længere og tættere, om Foraaret fældes den, og den giarte, korthaarede Sommerdragt anlægges. Kun i større, sammenhængende Skovstrækninger trives Krondyret. Dog kan det og- saa befinde sig vel i Egne med mindre Skov, naar, som i Højskotland, store, menneske- tomme Hedestrækninger staar til dets Raadighed. I indelukkede Dyrehaver vantrives det, hvis de ikke er af stor Udstrækning og frembyder rig Afveksling, hvad Terrainformer og Vegetation angaar, og hvis der ikke jævnlig tilføres »nyt Blod«. Det foretrækker Løv- for Naaleskove. Tidligere beboede Kronhjorten hele Europas Skovgebet fra Middelhavet op til den 65de Breddegrad, men nu er den ganske eller næsten udryddet overalt, hvor rationel Skov- kultur er indført. Den gør Skoven for megen Skade, dels ved at æde Knopper, Blade og Bark, dels ved at gnubbe Barken af unge, glatte Træstammer, naar den »fejer«. Flos os forekommer den vild i nogle af Øst- og Midtjyllands store Skovkomplekser, men derfra strejfer Hjortene vidt om, saa de af og til ses i Egne, hvor Bestanden for længst er ud- ryddet. Paa Fyen blev den sidste vilde Kronhjort skudt 1871, paa Sjælland holdes den i temmelig stort Antal indelukket i »Dyrehaven«, I fordums Tid forekom den over hele Landet, til Dels i stor Mængde, hvorom Tallene paa de ved Kongejagterne og paa Kron- godserne i det 17de og 18de Aarhundrede nedlagte Hjorte noksom vidner. I Sydsverrig træffes endnu Krondyr hist og her, og i Norge forekommer de over et Strøg af Vestkysten og paa nogle af dens Øer, navnlig Hitteren Syd for Trondhjem. Aar 1896 fældedes i hele Norge 138 Stykker. Ogsaa i Atlasbjærgenes Skove (Nordafrika) lever vor Kronhjort eller i alt Fald en med den nær beslægtet Art, og i hele Mellemasien fra Steppegrænsen til den 55de Bredde- grad samt i Kaukasus er den almindelig. I Persien forekommer en nærstaaende Art lige- som i Himalayabjærgene (Barasingahjorten). Den nordamerikanske Wapiti-Hjort staar den ogsaa meget nær. Arten er circumpolar men har udviklet sig noget forskellig i for- skellige Egne. Sommeren igennem lever Krondyrene i Rudler. Hinde, Kalve, Spidshjorte og Smal- dyr holder sig sammen, medens ældre Hjorte danner Flokke for sig. De ældste og kraftigste af disse lever dog gerne enlige og slutter sig først, naar Brunsttiden nærmer sig, til Rud-