Vor Klodes Dyr 1

220 DE PALÆARKTISKE DYR. sædmaiker for at græsse. De gør ikke synderlig Skade paa Skoven, kun hvor der er mange af dem, kan de hæmme Opvæksten .en Del. I strenge Snevintre lider de haardt, især hvis der fryser Skorpe paa Sneen, som snarer og beskadiger deres fine Ben, naar den ikke kan bære dem oppe. Nydeligere Dyr end disse vore Skoves Pryd skal vanskelig kunne findes. Hver Be- vægelse ei let, hveit Spiing og de kan springe baade højt og langt — adræt; deres Løb, naar de skræmte undflyr en Fare, er hurtigt, sikkert og gratiøst. Et Raalam fanget i de føiste Dage af dets Liv er let at opdrage til et besnærende, kælent Husdyr, som ved sin Munterhed og Livlighed, ved den Trofasthed og Tillidsfuldhed, hvormed det slutter sig til sin Herre, kan være til stor Glæde og Adspredelse. Forudsat at det er et Raalam, thi et Bukkelam vil, naar det bliver ældre, blive baade besværligt og farligt for Børn. Saa- danne sluttei Lammene sig ellers gerne til, leger med dem, løber om med dem og følger dem overalt; ofte bliver de ogsaa de bedste Venner med Husets Hunde, som de driller og spiller Halløj med af Hjertens Lyst, af Erfaring vidende, at de ikke tør bide fra sig, selv om Spøgen bliver nærgaaende. Vi mindes et tamt Bukkelam, der boede i Hus med en værdig gammel Jagthund, som maatte finde sig i meget af sin næsvise Fælle. Havde den en varm Sommerdag lagt sig magelig til Rette ude paa Græsplænen nydende Sol og Søvn, skulde Lammet nok melde sig. Det kom let springende, formelig dansende om den gamle, gnavne, med Øjnene missende Hund, som dovent strakte alle fire fra sig, gabende almægtigt og sukkende over Livets Besværlighed og Ungdommens Letsindighed. Dens Ven forsøgte paa alle Maader at faa Liv i den, den hoppede over den, puflede til den, ja sprang op paa den, men uden Resultat. Til sidst tampede den løs pna Hunden med sit ene Forben, hvis smaa, nydelige, men skaipe og haaide Klove næppe gjorde godt, hvor de ramte. Saa blev det endelig den plagede Hund for broget, den opgav sin varme Plads og sin Siesta og luskede med en højst fornærmet Mine bort til et sikkert Sted, hvor dens Plageaand ikke kunde følge den. Bukkelammets bedste Legekammerat var dog en stor Lemmedasker af Hundehvalp, ligtig i Lømmelalderen, med lange, baskende Øren og klodsede Ben med uforholdsmæs- sig stoie Poter. Som de to kunde tumle sig sammen, ud og ind i Gaard og Have, langt boit over Markerne i den kaadeste Leg! Men det lille, spinkle og fine Raadyr var den stoie Laban af Hvalps Herre og Mester; blev Legen, som ske kunde, halvvejs til Alvor, forstod det at bruge sine Klove med saadant Eftertryk, at dets Kontrapart stak al den Hale, den var i Besiddelse af, mellem Benene og forsvandt ynkelig hylende, fejg som alle Hvalpe. Da Lammet var 4 5 Maaneder gammelt, begyndte dets Takker at spire, og da det blev Vinter, fik det et Par smaabitte, kokette, men for dets Uvenner højst ubehagelige Spidser at lapse sig med. Nu var det ikke til at styre for Vigtighed. Gud naade den frem- mede Hund, der vovede sig ind paa dets Enemærker, den unge Buk gik løs paa den, var- den end nok saa stor, og jog den regelmæssigt paa Flugt. Men efterhånden blev’den mere og mere vanskelig at have i Huset. I Stuerne sprang den op paa Stole og Borde og aad alt grønt af Potteplanterne, i Haven gnavede den Barken af de unge Frugttræer o. s.v^ Børn vilde den stadig lege med, men dens spidse Takker var intet ufarligt Legetøj, selv voksne havde en vis Respekt for dem. Saa faldt den en Dag ude i Marken som Offer fol- en ungdommelig Søndagsjægers Mordlyst, og dette var for saa vidt heldigt, som dens si<;