Vor Klodes Dyr 1

ELSDYRET. Uskøn som Elgen er at se til, bøder den lidet herpaa ved sin Holdning. Den bærer Hovedet ludende, og der er noget lemmedaskeragtigt, slentrende ved den, naar den gaar og dvasker i sin egen Trummerum. Naar den, jaget eller skræmt, sætter af Sted i fuld Fart, tager den sig dog ud, navnlig Tyren, der under saadanne Omstændigheder kaster Hovedet tilbage, saa Skuflerne rører ved Skuldrene og Snuden holdes i Vejret. Ogsaa naar Brunsten har ildnet dens Blod, er Tyren imponerende og næsten skøn, der kommer da Liv og Fut i den, og de Kampe, den udfægter med sine jævnlinge, hører til de inter- essen teste Skuespil, Dyrelivet i Nordens Skove byder. For øvrigt lever Elgen Livet omtrent som andre Hjortearter. Om Foraaret skiller Køerne sig ud fra Rudlerne for at sætte Kalvene paa det mest dulgte og utilgængelige Sted, de kan finde. Fødselen er vanskeligere end hos de fleste Dyr, og den skal ikke sjæl- dent koste Koen Livet. Er den vel overstaaet, æder hun, som de fleste andre Pattedyr- hunner selv blandt Planteæderne, Moderkagen, slikker Kalvene — hun faar ved den før- ste Fødsel een, ved de senere i Reglen to — rene og forsvarer dem med stort Mod. Naar de er i Stand til at følge hende, strejfer hun om med dem, oftest skyende Selskab hele Sommeren igennem; de er pudsige, grimme, æsellignende, i Begyndelsen ubehjælpsomme og klodsede Skabninger. Elsdyrene er temmelig uselskabelige og lidet fordragelige indbyrdes. Forekommer større Rudler, bestaar de gerne af yngre Tyre og unge, endnu ikke forplantningsdygtige Køer. Om Efteraaret samler de kraftige, ældre Tyre dog en Flok Køer og vandrer nu Vinteren igennem om med dette Harem, fra hvilket de først skiller sig henad den Tid, da Kalvene skal fødes. Elgens Føde bestaar for en stor Del af Træernes Blade, Knopper og unge Skud. Værst gaar det ud over Asp, Pil, Poppel, Røn (n. Rogn), Birk o. L, medens Naaletræerne oftest vrages. Dog siges den i Norge ogsaa at fortære Fyrrens unge Skud ved Vintertide, lige- som den da gnaver Barken af Birk og Røn. Dernæst æder den Lyng, Sumpplanter, Blaa- bærris, Dværgpil, højt Græs o. 1., men ikke lavere Græs og kort Sæd. Den store, ned- hængende Overlæbe forhindrer den nemlig i egentlig at græsse, medens den er fortrinlig egnet til at samle og fastholde længere Græsstraa, Kviste og sligt. Den Skade, Elgen for- volder i Skoven spiller ingen videre Rolle, hvor denne ikke bliver behandlet forstmæssigt, hvad den knap nok bliver noget Steds, hvor Dyret endnu lever. Særlig ynder Elsdyrene sumpede, side Strækninger, i hvilke de færdes med Lethed, selv hvor Mennesker og de fleste andre Dyr har ondt ved at komme frem. Naar deres, ved Hud delvis forbundne Klove spiles ud, fremkommer en stor Trædeflade, der bærer godt oppe paa gyngende Grund. De gaar gerne i Vandet, svømmer udmærket over Søer og brede Elve, ja over Havarme, og de holder meget af paa varme Dage at ligge og søle sig i Dynd for at køle sig og værne sig mod Myg og Bræmser. Egentlig sky er Elgen ikke, om den end snart fortrækker fra Steder, hvor der er Ufred og hvor den bliver forfulgt. Den vil have Plads at røre sig paa og foretager ofte lange Vandringer fra Egn til Egn, hvorfor den ogsaa snart breder sig i Lande, hvor den fredes. Fjender har den ikke faa af, Ulv, Bjørn, og Los tager mangen Ko og Kalv, medens de voksne Tyre vel kun undtagelsesvis falder som Ofre tor en større Ulveflok. Den forsvarer sig ved Stød med Takkerne og ved Slag med de haarde, skarprandede Forklove; navnlig