Vor Klodes Dyr 1

VILDSVINET. 23I Ctm. Dets Højde kan være op mod I M. over Skuldrene, og Vægten stiger til 200 Kilo. Fra Tamsvinet skiller det sig ved sin betydeligere Størrelse, sin Magerhed og Slankhed, sine højere Ben og sit større Hoved, ved sit vildere Udseende, og endelig ved Farven. Huden er sort, og de grove Haar, der beklæder den, har samme Farve, dog er Spidserne gulagtige, hvad der giver Dyret et noget lysere Udseende; en strittende Manke at bøistei følger Ryggens Midtlinie. Ungerne er ved Fødselen tydeligt stribede paa langs med gult paa rødbrun Grund, men denne Tegning forsvinder allerede, naar de bliver faa Maancdcr gamle. Mærkelige er to Træk i denne som i andre Svinearters Bygning, Trynen nemlig og Hjørnetænderne. Den første dannes af en lodret stillet, tyk og solid, nmd Bruskskive, hvormed Snudepartiet ender, og som gennembores af Næseborene. Støttet af NcEsebiti- sken og bevæget ved stærke Muskler er den et udmærket Rodeapparat, fortrinlig egnet til at arbejde med i ikke altfor haard og stenet Jord. Hjørnetænderne ei navnlig udviklede hos Hannerne, Ornerne, hvem de tjener som virkningsfulde Vaaben. De to i Underkæben vokser op i en Krumning med Konveksiteten fortil, saaledes at de hvasse Spidsci peget opad, i en ældre Alder bagtil og nedad. Overkæbens gror først et Stykke nedad men bøjei derpaa udad og opad, sluttende sig tæt til de understes Bagside, tjenende dem til Støtte og forøgende deres Styrke, skønt de aldrig naar dem i Længde. Maalte langs Ki limningen er Underkæbens Hjørnetænder hos en gammel Orne mange Centimeter lange, og ve den Modstander, hvem de rammer førte med den svære Halses hele Muskelkraft. En Vildorne bider ikke, men hugger opad, fremad og udad med Hovedet, saaledes at den derved borer sine Stødtænder ind i Fjenden og sprætter ham op i større ellei mindie Udstrækning, rivende Hud og Muskler, Bugdække og Indvolde fra hinanden alt eftei, hvor den har Held til at ramme. Soen derimod bider og det alvorligt nok, ligesom hun ogsaa, naar hun har faaet Held til at rende en Modstander over Ende, søgei at tiampe ham fordærvet med sine haarde Klove. Vildsvinet er eller var tidligere udbredt over hele Europa, det nordligste undtaget. Ogsaa i Danmark og Sydsverrig har det levet i stort Tal; endnu i Slutningen af foiiigc Aarhundrede var der Vildsvinebestand i flere jydske Skove, saaledes omkiing Silkeborg, ved Mattrup og i Mejlgaards Skove, hvor det sidste, vilde, indfødte Svin blev skudt mellem Aarene 1801 og 1803. Det er et meget skadeligt Dyr, der ikke kan taales, hvor Agerbrug drives i større Udstrækning. Det er altædende, men holder sig dog nærmest til Planteføde, dels nedfaldne Træfrugter (Agern [n. Egenødder], Bog, Kastanier o. s. v.), dels Rødder, Knolde, Løg (af Lillier o. L), Svampe (Trøfler, n. Sop) m. m. Kartofler og Roer, i Syden Sukkerrør, Batater, Meloner, o. s. v. er det begærligt efter, og en Flok kan i en eneste Nat grundigt ødelægge en Mark eller Have. Desuden lodei det Larver og Orme op afjorden og fortærer dem, æder hvad det finder af Aadsler, ja dræber, naar det ser sit Snit, levende Dyr: anskudt eller sygt Vildt, Hjoitekalve o. 1. I Skovene gør Vildsvinet ikke just stor Skade, i alt Fald ikke, hvor de ikke drives forst- mæssigt, snarere kan det her gavne ved at løsne Jorden, 10de Træfrø ned i den, foitæie Larver o. s. v. Men paa Marker og i Haver er det utaaleligt, hvorfor det overalt hades og forfølges. Det er nutildags udryddet foruden hos os ogsaa i største Delen af Tyskland, Frankrig og Belgien, hvor det nu kun lever vildt i enkelte store Skovkomplekser, medens det ofte holdes i Dyrehaver for Jagtens Skyld. I Syden derimod, i Spanien, Italien og paa