Vor Klodes Dyr 1

2Z0 DE PALÆARKTISKE DYR. tamme Kvæg giver de os ikke noget tro Billede af, det viser allerede deres Farveforhold. De er hvide, med Øren røde paa Indsiden, og med brun Mule, men denne Farvetegnin» holdes kun konstant derved, at alle anderledes farvede Kalve, og de fremkommer stadigt dræbes. Den virkelige Urokse var sikkert ikke hvid, og hos en vild Dyreart holder Farven sig fra Slægt til Slægt uden Kunsthjælp. Rimeligvis nedstammer dette Parkkvæg fra forvildede Tamokser, af hvilke der i Middelalderen fandtes store Flokke rundt om i Europa, ligesom de nu findes flere Steder i andre Veidensdele. Hvor længe Oksen end har været tæmmet, forvilder den do" over- ordentlig let og antager forbavsende hurtigt et vildt Dyrs Sædvaner. Det viser noksom de Hjorde af forvildet Kvæg, der har hjemme paa Sydamerikas Pampas, paa Falklandsøerne, Sandwichsøerne og andre Steder. Allerede selve de løs- og undslupne Individer bliver sky,og vilde, og gennem faa Slægtled udformer sig et Dyr, som vanskeligt skelnes fra et oprindelig vildt. Dog falder de paa ingen Maade helt tilbage til Stamarten, som det er blevet sagt og hævdet, Farven holder sig saaledes inkonstant, selv om den vilde Tilstand har varet Århundreder, og visse, af de stedlige Forhold betingede Ejendommeligheder vil altid kunne paavises. Hvad der finder Sted, er nemlig først og fremmest en Tilpasning til og efter Omgivelserne, reguleret og i mange Maader retningsbestemt ved de nedarvede og i Organismen dybt rodfæstede, gennem Domestikationen kun overfladigt omformede og paavirkede Artsejendommdigheder, som faar til en vis Grad frit Spillerum, saa snart Dyrene unddråges Menneskets Kontrol. Vi kan ikke her opholde os ved de mange Racer, der i Tidens Løb er bleven uddan- nede blandt Tamkvæget. De viser, hvad Mennesket er i Stand til at udrette ved at be- nytte sig mere eller mindre systematisk af de Variationer, en Dyreart frembringer. Stør- reisen, Formen, Farven, Hornenes Længde, Mælkeydelsen — alt kan omformes i Tidens Løb, og de nyopstaaede Egenskaber kan fæstnes og yderligere udvikles i Kraft af Arve- lighedens Love ved omhyggeligt og formaalsbevidst Udvalg. Blot Grundlaget er givet: en Dyieait, der er tilbøjelig til at variere og vil forplante sig i Fangenskab, er det ikke van- skeligt at spalte den i Racer alt efter Ønske og Behov. Naar ikke langt flere Dyr er bleven Husdyr end de faa, vi alle kender, er Grunden ikke den* at de ikke er forsøgt tæmmede Dette er sikkert sket med mange, uden at der har udviklet sig Husdyr af dem. Det, hvor- paa Mennesket ofte er strandet, er dels, at mange Dyr, der som vilde ikke lever selskabe- ligt, ci ude af Stand til at slutte sig til det, dels at mange er højst utilbøjelige til at for- mere sig i Fangenskab. Naar Oksen er bleven det for Mennesket, som den er, har Grun- den været, at den var vant til at leve i Flok og underordne sig en Fører, og at den var villig til at forplante sig i snævert Fangenskab. Endnu et Medlem af Hovdyrenes Orden bebor det palæarktiske Omraade og særlig dets Skovegne, nemlig Vildsvinet (Sus scrofa). Det hører til de parrettaaedes Under- orden og til S vinefamilien, hvis væsentligste Kendemærker er: to store Fortæer og to smaa Bagtæer, der ikke berører Jorden under Gangen, Trynen, de store baade i Over- og Underkæbe opadrettede Hjørnetænder og de knudrede Kindtænder. Svinene er udbredte ovei støiste Delen afjorden, af de 5 Verdensdele mangler kun Australien dem. Det palæarktiske Vildsvin er et ret stort, meget kraftigt Dyr, hvis Legemslængde naar 1,8 M, hvortil kommer den krøllede, med en Dusk lange Haar endende Hale paa c. 25