Vor Klodes Dyr 1

UROKSEN. 229 rimeligvis været brun, med mørkere Afskygninger paa enkelte Legemsdele, maaske ogsaa. næsten sort. Den blev indtil 4 Mt. lang og 2 høj over Forparten. Den har hørt hjemme i hele Europa paa det nordligste nær, desuden i de vestlige Dele af Asien, i Indien derimod erstattedes den af de der endnu vildtlevende, med den ret nær beslægtede Arter: Gayalen og Gauren. Hos os har den levet samtidig med Mennesket, i Affaldsdynger fra den ældre Stenalder findes Knogler af den jævnlig. Men den var for- svunden, længe inden den historiske Tids Begyndelse. I Lithauen skal den have holdt sig til efter Aar 1550. Hvor Uroksen først er bleven tæmmet, og hvorledes Tæmningen oprindelig er bleven sat i Værk, derom ved vi lidet, om vi end kan slutte og ræsonnere os til en Del. Om andre uddøde eller endnu eksisterende Arter, de to nævnte indiske f. Eks., har taget Del i Udviklingen af de tamme Kvægracer, er ogsaa et meget omtvistet Spørgsmaal, hvorimod de fleste er enige om, at Indiens og Afrikas puklede Zebukvæg har en særlig, fra Uroksen artsforskellig Stamfader. I det hele er der endnu meget gaadefuldt og uopklaret i alt, hvad der vedrører vore Tam- dyrs Afstamning, deres Tæmning o. s. v. Der er det mærkelige ved det, at vi for mange og det de vigtigste Arters Vedkommende ikke ken- der deres Stamfædre i vild Tilstand. I vore Moser findes der Levninger foruden af Uroksen tillige af 2 andre Okseformer, der dog næppe har levet vildt her — eller maaske nogetsteds — men som repræsenterer æld- gamle Racer af det tamme Kvæg. Den ene kaldes den høj nakkede Okse (B. fronto- sus), som særlig kendes paa en meget høj Nakkekam, der opnaaede des‘større Udvik- ling, jo mindre Hornene var; undertiden var den endog kullet. Af nulevende Racer har den mest lignet visse mellemeuropæiske Bjærgracer og nogle engelske. Den anden var den langpandede eller Dværgoksen (B. longifrons) af Størrelse som Nutidens mindste Tamkvæg. Hovedet var langt og smalt, Panden flad, Hornene smaa, trinde og spinkle. Benene var høje og fine, hjorteagtige. Levninger af den findes talrigst i Vesteuropa og i Schweiz’s Pælebyer. Hos os synes den at have levet tæmmet i Stenalderen. Maaske stam- mer den gamle sjællandske Race ned fra den ligesom ogsaa den skaanske. I Schweiz og England lever smaa Kvægracer, der muligvis kan føre deres Stamtavle tilbage til den. Der har været gjort meget Væsen af nogle Hjorde halvvildt Kvæg i enkelte engelske og skotske Godsejeres store Parker, som bevisligt har levet der i samme I ilstand adskil- lige Aårhundreder tilbage. Det er blevet og bliver endnu af deres kjere hævdet, at de er Efterkommere af Urokser, eller i alt Fald tilhører en oprindelig vild Okseart. At de repræ- senterer en meget gammel, smukt udviklet Race, er utvivlsomt, og allerede dette giver dem eri vis Interesse og gør den Omhu, hvormed de søges bevarede og holdt rene for Indblanding af fremmed Blod, bande forstandig og berettiget. Men S tamarten for vort Fig. 129. Hoved af en langhornet Tamokse fra Ørkneyøerne.