Vor Klodes Dyr 1

2Z4 DE PALÆARKTISKE DYR. tørst og fremmest er det dog Mennesket, der raser imod Vildsvinene. Jagten paa dem har ved sin Spænding og ved den Lejlighed, den giver eller gav til at lægge Mandemod og Koldblodighed for Dagen, altid været højt agtet og anset. Heller ikke er selve Dyret uden Værdi, dets Kød og Fedt er særlig hos yngre Dyr fortrinlige, dets Hud giver et stærkt og sejgt Læder og dets Børster er værdifulde. Desuden maa det udryddes for Agerbrugets Skyld. Det vilde blive for vidtløftigt at omtale de forskellige Jagtmetoder, der har været brugte, især da de nu alle er gaaede af Brug, afløste i alt Fald i mere civiliserede Lande af en temmelig ufarlig Drivjagt, paa hvilken Dyrene nedskydes fra sikre Pladser. I ældre Tid vog man Vildorne og So, idet man søgte dem op til Fods med Hunde og skød dem med Bue og Pil, senere med Armbrøst eller Bøsse. Denne Jagt var ingenlunde ufarlig, thi et tirret eller saaret Vildsvin gaar bras paa sin Modstander, der da har at vær- ge sig vel, om han er væbnet, eller at passe det rette Øjeblik til at springe bag et Træ eller i alt Fald til Side; i fuld Fart har Dyret nemlig ikke let ved at vende hurtigt. Man tog ogsaa mod et rasende Svins Angreb enten med Vildsvinespydet eller med Hirsch- fængeren. Det første havde et kort, stærkt Skaft og et langt, bredt Blad; det holdtes imod det angribende Dyr, som man lod rende sig op paa det, passende at det ramte paa rette Sted, lige over Bryst og Nøgleben. Hirschfængeren holdt man med højre Haand om Fæstet, støttende den mod det bøjede højre Ben lige over Knæet; der skulde Kraft, Mod og Koldblodighed til at afvente det rasende, farlige Dyrs Angreb i denne Stilling. Jagten, som den nu drives af europæiske Sportsmænd i Asien og Afrika, med Hunde og gode Bøsser, er, om ikke uden Risiko, dog langt mindre farlig i alt Fald for en rolig og sikker Skytte. De indfødte angriber endnu mange Steder Vildsvinene med usle Skud- vaaben eller med stærke Spyd, Araberne jager dem saaledes til Hest og dræber dem med Lanser. Muhamedanerne foragter selvfølgelig Vildsvinet og nyder aldrig dets Kød, men de driver Jagten dels som Sport, dels for at værne deres dyrkede Marker og Haver, dels endelig for, hvor der er Lejlighed dertil, at sælge Jagtbyttet til de Kristne. D ru mm ond Hay giver i sine Fortællinger fra Marokko fortrinlige Skildringer af Vildsvinet og Jag- terne paa det, han siger, at Dyret er baade modigt og snildt, og at det af og til endog brin- ger Sejren hjem i Kamp med Løven. En indfødt Jæger var saaledes en Nat fra et sikkert Skjul Vidne til, hvorledes en kæmpestor Orne med enorme Hugtænder blev overfalden af en stor Hanløve, medens den drak og badede sig i Vandingsstedet. Rovdyret sprang paa den men blev modtaget med velrettede Hug, og efter en vældig Kamp laa Angriberen død paa Pletten, sønderreven af Vildsvinets skarpe Hjørnetænder. Da kom en Løvinde til Stede, formodentlig Hannens Mage; hævnfnysende angreb hun Vildornen, der blødende af mange Saar fra den tidligere Kamp dog tog modigt imod hende men maatte bide i Græsset efter en kort Stunds Modstand. Skønt halvdød af Skræk over det frygtelige Dra- ma, han havde været Vidne til, tog Araberen dog Mod til sig og skød den under Kampen saarede Løvinde. To Løver og en mægtig Vildorne var altsaa Udbyttet af hans Nattevagt. Fra Vildsvinet nedstammer vore Tamsvin, men navnlig i dette Aarhundrede er de bleven stærkt krydsede med kinesiske og indiske Svin, hvis vilde Forfædre er artsforskel- lige fra hint. Hvornaar de er gjorte til Husdyr, vides ikke med Bestemthed, ej heller hvor. Dog ligger det langt tilbage i Tiden, thi allerede i den yngre Stenalder holdtes der Tam- svin baade i Schweiz, hvor Levninger af dem findes i Pælebygningerne, og andetsteds bl. a. ogsaa her i Norden.