Vor Klodes Dyr 1

DE PALÆARKTISKE DYR. Fig. 132. Egern. 2}6 god, stor Rotte. Det maaler fra Snude til Halespids c. 45 Ctm„ hvoraf Halen udgør noget mindre end Hælvten. Hovedet er lille og har Gnavernes butte Snudeparti, hvis Overlæbe har stor Overvægt over Underlæben, saa at det lille Gab kommer til at sidde noget til- bage paa Hovedets Underside. Iøjnefaldende er de store Øren med Kamme eller Duske af lange, oprette Haar. Den fine, slanke Krop ender med en anselig, busket Hale, hvis lange Haar er ordnede som Fanen paa en Fjer. Den tjener bl. a. til Styreredskab under Dyrets Spring fra Træ til Træ. Forbenene er korte, Bagbenene lange, alle Tæerne bærer stærke, krummede Kløer. Pelsen er rødbrun paa Over-, hvid paa Undersiden, og den viser mod Nord Tilbøjelighed til at blive lysere ved Vintertide. I Skandinavien, Rusland og Sibirien bliver den lysegraa om Vinteren, men Farven er for øvrigt meget varierende, og sortryggede Egern træffes ikke sjældent. Egernet er fornøjeligt at iagttage, naar det uforstyrret tumler sig i sit Skovhjem. Vi har haft Lejlighed til flere Gange at følge dets Færd og mindes navnlig et, vi engang overraskede i en norsk Granskov. Det var en stille Sommerdag; ikke en Susen hørtes i Træ- ernes Toppe, kun lød af og til en Skovskades (n. Nøddeskrikens) sagte Skratten og en Spættes flittige Banken; og saa den dæmpede Dur fra Fossen langt borte i Da- len, en Lyd,man iNorge snart vænner Øret saaledes til, at den synes at høre med til Skovstilheden. Da fangedes Opmærksomheden af en underlig, raslende Lyd fra en af de nærmeste Graner, det lød, som rislede en Regn af bitte smaa Stene ned mellem Naalene. Der var virkelig ogsaa noget, som rask og regelmæssigt faldt ned mellem Træets Grene, slaaende an mod den ene n aa le- klædte Kvist efter den anden, og vi opdagede snart Sammenhængen. Et Egern havde sat sig mageligt til Rette paa en Gren, ret op paa sin Bag sad det med en stor Grankogle mellem Forpoterne, rask afskallende den mellem Tænderne, alt mens den behændigt drejede den rundt mellem de smaa, om Abehænder mindende Poter. Det var Kogleskæl- lenes stadige Drys, som havde vakt vor Opmærksomhed. Hvor det lille, travle Dyr var nydeligt og pudsigt; Koglen svarede vistnok ikke til dets Ønsker, og det lod den derfor falde. Med et Par lette Hop flyttede det sig længere ud paa Grenen og kiggede nysgerrigt om sig med sine store, klare Øjne, ivrigt kløende sin Side med den ene Forpote. Men i det samme fik det Øje paa os og stoppede op med et forskrækket Sæt uden, som det syntes, at kunne blive enig med sig selv om, hvorvidt der var Grund til virkelig at blive bange eller ej. Vi holdt os ubevægeligt rolig, og det