Vor Klodes Dyr 1
Forfatter: W. DREYER, J.O. BØVING-PETERSEN
År: 1903
Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN
Sted: KØBENHAVN
Sider: 720
UDK: 5919
FØRSTE BIND
INDLEDNING
DE ARKTISKE DYR
DE PALÆARKTISKE DYR
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
HARMONIEN I NATUREN.
levende Former: Natdyrene, underjordiske Dyr og Hulebeboerne. Hos alle disse ytre Til-
pasningerne sig enten som en stærk Udvidelse af Øjnene (sml. Tavlen: Natdyr), saa
at de kan opfange den størst mulige Mængde af de sparsomme Lysstraaler; eller omvendt
som en tilbageskridende Udvikling, saa at Øjnene bliver ganske smaa eller endog helt
forsvinder, medens til Gengæld alle Føleredskaber udvikles særlig stærkt.
Tilsvarende Omdannelser finder vi hos Havdyrene; ja man kender endogsaa Eksem-
pler paa, at én og samme Arts Synsorganer er meget forskelligt udviklede, eftersom Indi-
videt lever paa lavt eller dybt Vand. Dette er saaledes Tilfældet med en Krabbe (Ethusa
granulata), der paa lavt Vand har Krabbernes sædvanlige veludviklede, stilkede Øjne;
medens Eksemplarer, indfange-
Fig. 12. Dybhavsreje (n. Dybhavsræge, 1. Nematocarcinus gracilipes).
de paa i io indtil 370 Favnes
Dybde, kun har Øjestilkene til-
bage, og Synsævnen er tabt, idet
der paa Øjnenes Plads blot fin-
des nogle kalkagtige Opsvul-
minger. Og endelig har de Eks-
emplarer, der lever paa zoo—
700 Favne, fuldstændig ubevæ-
gelige Øjestilke, der endogsaa
er smæltede sammen og om-
dannede til en Pandetorn, me-
dens Øjehulerne er tomme. Saa
regelmæssig tilbageskridende
som i dette Tilfælde foregaar
Udviklingen dog langtfra altid.
Undertiden findes storøjede Ar-
ter levende mellem ganske blin-
de og øjeløse, og Tilpasningen
har forgrenet sig i to tilsyne-
ladende modsatte Retninger.
Maaske kan denne Besynderlig-
hed forklares saaledes: I Tider-
nes Løb rekruteres Dybhavs-
faunaen efterhaanden fra de i Overfladen levende (pelagiske) Former. Inden disse efter
mange Slægtleds Porløb naaede helt ned til de mørkeste Dybder, har de altsaa passeret
Vandlag, hvor Lyset, skønt svagt, endnu dæmrer tydeligt. Jo lysfattigere Lag Dyrene
naaede, desto større blev Øjnene, — ligesom hos de Landdyr, der har tilpasset sig til nat-
lig Levevis. Men efterhaanden blev Lysmængden saa rent forsvindende, at selv de største
Øjne ikke kunde opfange et tilstrækkeligt Antal Straaler og altsaa blev unyttige. En Tid
lang bevarede de vel endnu deres Størrelse; men efter en Række Slægtled maatte de lige
saa vel som alle andre Organer, der ikke bruges, begynde at svinde hen, — blive rudi-
mentære, — og tilsidst ganske forsvinde.
En anden ejendommelig Tilpasning til Dybhavet er den stærkt selvlysende Ævne,
der findes udviklet ikke blot hos en Mængde lavere Dyr, men ogsaa blandt Fiskene. Det