Vor Klodes Dyr 1

Forfatter: W. DREYER, J.O. BØVING-PETERSEN

År: 1903

Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN

Sted: KØBENHAVN

Sider: 720

UDK: 5919

FØRSTE BIND

INDLEDNING

DE ARKTISKE DYR

DE PALÆARKTISKE DYR

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 800 Forrige Næste
HARMONIEN I NATUREN. levende Former: Natdyrene, underjordiske Dyr og Hulebeboerne. Hos alle disse ytre Til- pasningerne sig enten som en stærk Udvidelse af Øjnene (sml. Tavlen: Natdyr), saa at de kan opfange den størst mulige Mængde af de sparsomme Lysstraaler; eller omvendt som en tilbageskridende Udvikling, saa at Øjnene bliver ganske smaa eller endog helt forsvinder, medens til Gengæld alle Føleredskaber udvikles særlig stærkt. Tilsvarende Omdannelser finder vi hos Havdyrene; ja man kender endogsaa Eksem- pler paa, at én og samme Arts Synsorganer er meget forskelligt udviklede, eftersom Indi- videt lever paa lavt eller dybt Vand. Dette er saaledes Tilfældet med en Krabbe (Ethusa granulata), der paa lavt Vand har Krabbernes sædvanlige veludviklede, stilkede Øjne; medens Eksemplarer, indfange- Fig. 12. Dybhavsreje (n. Dybhavsræge, 1. Nematocarcinus gracilipes). de paa i io indtil 370 Favnes Dybde, kun har Øjestilkene til- bage, og Synsævnen er tabt, idet der paa Øjnenes Plads blot fin- des nogle kalkagtige Opsvul- minger. Og endelig har de Eks- emplarer, der lever paa zoo— 700 Favne, fuldstændig ubevæ- gelige Øjestilke, der endogsaa er smæltede sammen og om- dannede til en Pandetorn, me- dens Øjehulerne er tomme. Saa regelmæssig tilbageskridende som i dette Tilfælde foregaar Udviklingen dog langtfra altid. Undertiden findes storøjede Ar- ter levende mellem ganske blin- de og øjeløse, og Tilpasningen har forgrenet sig i to tilsyne- ladende modsatte Retninger. Maaske kan denne Besynderlig- hed forklares saaledes: I Tider- nes Løb rekruteres Dybhavs- faunaen efterhaanden fra de i Overfladen levende (pelagiske) Former. Inden disse efter mange Slægtleds Porløb naaede helt ned til de mørkeste Dybder, har de altsaa passeret Vandlag, hvor Lyset, skønt svagt, endnu dæmrer tydeligt. Jo lysfattigere Lag Dyrene naaede, desto større blev Øjnene, — ligesom hos de Landdyr, der har tilpasset sig til nat- lig Levevis. Men efterhaanden blev Lysmængden saa rent forsvindende, at selv de største Øjne ikke kunde opfange et tilstrækkeligt Antal Straaler og altsaa blev unyttige. En Tid lang bevarede de vel endnu deres Størrelse; men efter en Række Slægtled maatte de lige saa vel som alle andre Organer, der ikke bruges, begynde at svinde hen, — blive rudi- mentære, — og tilsidst ganske forsvinde. En anden ejendommelig Tilpasning til Dybhavet er den stærkt selvlysende Ævne, der findes udviklet ikke blot hos en Mængde lavere Dyr, men ogsaa blandt Fiskene. Det