Vor Klodes Dyr 1

MUSENE. 247 Grundlag eller Skelet for Reden, som altsaa derved er fæstet godt til Straaene. Derpaa gnaver den et stort Antal Græs- eller Sivblade af, behandler dem som de første og fletter dem sammen med dem. Paa den Maade bliver den ved, til den har dannet sig en hul Bo, hvis Indre den udforet med det blødest mulige Materiale, smaat tyggede Plantedele, Kær- uld, modne Kurveblomsters Frøfnugge o. 1. Til Inderrummet fører et snævert Hul ind fra en af Siderne, og da Reden væsentligst er bygget af den Plantearts Blade, mellem hvilke den er anbragt, skal der, saa længe den bevarer sin grønne Farve, et skarpt Øje til at opdage den. Her føder Hunnen sine 3—8 bittesmaa, nøgne og blinde Unger, som hun plejer omhyggeligt og skjuler, det bedste hun kan, bl. a. ved at stoppe Redehullet til med Blade, hver Gang hun maa forlade dem for at søge Føde. De vokser dog meget snart til og spreder sig for at leve Livet paa egen Haand, medens Moderen bygger en ny Rede til det næste Kuld. Thi nu er den gamles Bestanddele visnede og stikker af mod de grønne Omgivelser, saa den bliver lettere at udspejde for de mange lumske Fjender, der vil Moder og Unger til Livs. Dette er Grunden til det store Antal Reder, man finder, hvor disse Smaamus forekommer, de sætter nemlig 3—4 Kuld i Verden hver Sommer. Er man saa heldig at finde en Rede med Moder og Unger, kan man godt tage den med sig hjem og anbringe den i et tæt Staaltraadsbur, i hvilket man bør indrette smaa Trapezer, Klatrestænger o. 1. Man vil da kunne have den Fornøjelse at iagttage Familiens muntre Færden. Lilleputterne er ingenlunde sky af sig og vænner sig snart til Menne- skers Nærhed, saa de ikke lader sig forstyrre i deres gymnastiske Øvelser. De fodres med Korn og Insekter, som de fortærer uden mange Omstændigheder. Musefamilien omfatter foruden Museslægten, bl. a. Studsmusene, der har kortere Hale end de egentlige Mus, smaa Øren og rodløse, foldede Kindtænder. Til dem hører en Række Arter, som forekommer kun alt for hyppigt overalt i det palæarktiske Gebet. Hos os lever Rød mus en (Arvicola glareola), der danner Overgangen mellem Mus og Studsmus og bl. a. har Kindtænder forsynede med korte Rødder. Den er paa Størrelse med Husmusen, men har kortere Hale, er ovenpaa og paa Benenes Udside mørkt rød- brun, paa Undersiden hvid. Halen ender med en lille Haardusk. Dens Levevis, Føde o.s.v. er som dens Slægtninges, kun klatrer den noget mere og holder til i Skov, Krat, Hækker o. 1. Steder, hvor den graver sig Gange mellem Træernes Rødder. Den findes overalt i Danmark og gør ofte Skade paa unge Plantninger ved at gnave Barken af de smaa Træer. I øvrigt er den udbredt over hele Europa. Den almindelige Markmus (A. agrestis) er paa Størrelse med Rødmusen, men har endnu kortere, knap 3 Ctm. lang Hale. Den er graa paa Over-, hvid paa Undersiden. Hvid fo det Markmus (A. arvalis) er mindre og lysere i Lød med hvide Fødder. Den første er hos os yderst almindelig hele Landet over og er i det hele en mere nordlig Art, der bliver sparsommere mod Syd i Europa; den anden er sjældnere, men synes dog i alt Fald i Jylland at forekomme spredt overalt; dens Omraade strækker sig ud over Mellemeuropa og Sibirien. Begges Levemaade er, saa vidt vides, ens og kan skildres med faa Ord. Markmusene lever fortrinsvis paa dyrkede Marker, især Kornmarker. De graver sig vidtforgrenede Gange i Jorden, i hvilke de samler sig Vinterforraad, bestaaende af Korn og Frø. De sover dog ikke Vintersøvn, men laver sig et System af Gange mellem Sneen og Mulden og færdes i dem, gnavende Rødder og Plantedele, navnlig Vintersæd. Tidligt