Vor Klodes Dyr 1

248 DE PALÆARKTISKE DYR. paa Foraaret begynder de at yngle; i alt Fald det første Kuld paa indtil 12 Unger fødes i Vinterboligen. Senere hen paa Aaret skal‘de ofte bygge Ynglereder oven paa Jorden mel- lem tæt Plantevækst, men mange af dem vedbliver at holde sig til Jordgangene hele Som- meren igennem. Man kan ofte se Hunde grave hele Familien ud i Høstens Tid og senere. Musene gør stor Skade paa Mark og i Skov, ligesom de ogsaa ødelægger store Vær- dier i Landboernes Stakke og Lader. Det er forbavsende at se, i hvilken Grad en Kornstak, der har staaet ude til langt ud paa Vinteren, kan være »skaaren« af Mus, og hvor mange af disse, tilhørende flere Arter (ogsaa Husmusen), der kan komme for Dagens Lys ved dens Flytning. Denne er gerne Signalet for alle nærboende Hunde og Katte til at give Møde; ofte ser man ogsaa store Flokke af Krager forsamlede, hjælpende sig til et godt Maaltid paa letvindt Vis. Alle mættes de ved det rigt dækkede Bord, og dog undslipper ofte Hundreder af Mus baade dem og Karlenes Træsko. Er det galt i almindelige Aar, bliver det rent fortvivlende i rigtige »Museaar«. I dem vrimler Skov og Mark i utrolig Grad af de besværlige Smaadyr, og trods alle de Nederlag, deres talrige Fjender anrettet paa dem, formindskes dog ikke deres Hærskarers Mang- foldighed synderlig. Grunden til denne periodiske Optræden af Mus er ikke vanskelig at forstaa, den maa søges i en for dem heldig Kombination af mild Vinter, tidligt Foraar, varm Sommer og rig Høst. I saadanne Aar sætter hver Hun Kuld paa Kuld i Verden, 10—12 Unger ad Gangen, og de tidligste Kuld kan naa at forplante sig endnu samme Sommer. At Tusinder kan blive til Hundredtusinder i et saadant Aar, vil let kunne förstaas. Navnlig fra Tyskland har man haarrejsende Beretninger om Tilstanden i Museaar. Hele Høsten kan blive ødelagt paa en Egn, og store, ny tilplantede Arealer i Skovene lægges øde. Det er umuligt at beskytte Haver, Frøbede o. 1., lige saa rask der saas, lige saa rask æder Musene Frøet, og faar en enkelt Plante Lov til at spire, er den væk, saa snart den titter op over Jorden. Hvorhen man vender sig, ser man Musehuller og Mus, og undertiden forlader disse pludselig en Egn, der er udspist, for i umaadelige Skarer at kaste sig over en anden, hidtil skaanet. De agter ingen Hindringer, men prøver paa at sætte over endog brede Floder, i hvilke de drukner i Myriader. Musenes Fjender samler sig snart i den plagede Egn. Ræve æder dem i Massevis, Væseler (n. Røskatte), Maarer, Ildere o. s. v. fraadser i dem. Snoge og Hugorme lever højt paa dem, og et Utal af Fugle: Høge, Musvaager, Glenter, Ugler, Ravne, Krager, Skader o. s. v. lægger i sig af Hjertens Lyst. Menneskene forfølger dem efter Evne, og imponerende Tal nævnes paa de fangede og dræbte. Aar 1822 blev der saaledes ifølge Brehm i Løbet af 14 Dage i en enkelt tysk »Kreds«, Zabern, fanget 1,570,000 Mus, Aar 1856 paa eet Gods 200,000. Alle Forholdsregler var dog uvirksomme, men Musene forsvandt en skønne Dag uden paa- viselig Grund. I Virkeligheden skyldes Elendighedens Ophør i Reglen dræbende Epide- mier mellem Dyrene, for hvilke Hekatomber af dem falder som Ofre. Navnlig den saakaldte Musetyfus er virksom, og efter at man har opdaget dens Bak- terie, har man rendyrket den og bragt den i Handelen. Man faar Dyrene til at fortære Lokkemad forgiftet med den, og naar derved blot nogle faa er bleven angrebne af Syg- dommen, smitter de de andre. Der lever et stort Antal Musearter i Europas og Asiens Skovegne, men en Oprems- ning af dem vilde blive trættende, og deres Liv frembyder, saa vidt det er kendt, ikke særlig mærkelige Træk.