Vor Klodes Dyr 1

2;6 DE PALÆARKTISKE DYR. mel i g værgeløst, bygger og bor det saa skjult som muligt, i dybe, selvgravede Jordhuler, i hvilke det sover Dagen bort, kun vovende sig ud, naar Nat og Mørke dølger dets Færd. Noget Skovdyr er det ikke, i alt Fald ikke i vore Dage, da dets Hjemstavn, Middelhavs- landene, er saa stærkt afskovede. Det holder til paa øde og mennesketomme Steder som den romerske Campagne, paa Heder og i Bjærgegne, gravende sine Gange ind i Brinker, under Sten og lign. Steder. Dets Føde bestaar af Plantedele, navnlig saftige Rødder og Knolde, som det opgraver med sine stærke Gravekløer. Om Foraa ret føder Hunnen 2 til 4 muldvarpestore Unger, der allerede ved Fødselen er udstyrede med korte, men stive og spidse Pigge, som under selve Fødselsakten, der foregaar med Hovedet foran, lægger sig tilbage mod Ryghuden, saa Moderens bløde Fødselsdele ikke kan blive saarede. Trods Dovenskab og Træghed synes Moderen dog at elske sit Afkom højt og at sørge omhyggeligt for dets Vel. Hvor Hulepindsvinet forekommer, jages det med en vis Iver, da det har et velsmagende Kød og da Piggene, der bruges til Penneskafter m. m., har nogen Værdi. Den berømte Løvejæger Gérar d fortæller, at der i de algierske Byer paa den Tid, da de blev erobrede af Franskmændene, fandtes et Slags Lav eller Selskaber af Pindsvinejægere, sorn flere Gange aarlig anstillede store Jagter efter det piggede Vildt. De drog ud 8—io Mand stærke, ofte flere Dagsrejser bort til Egne, hvor Dyrene var almindeligere end i Byernes Omegn. Her opholdt de sig i Ugevis, opsøgende Pindsvinene i deres Huler, i hvilke de lod Hunde gaa ned, som ved deres Gøen angav, om de var beboede og om Beboeren var hjemme. Med mindre der var Unger i Boen, traf de sjældent mere end et Dyr i hver, thi Hule- pindsvinene er uselskabelige, saa Han og Hun selv i Parringstiden kun lever sammen nogle faa Dage. Havde Hundene opsporet et Dyr i Hulen, blev en Dreng paa en halv Snes Aar eller saa uddannet til dette Hverv, sendt ned efter det; han var mager og elendig at se til, men ivrig og begejstret for sit Kald. Indsyer i et Skind til Værn mod Piggene og væbnet med et Spyd med savtakket Jernblad, tog han Kampen op, stødte Spydet i Dyret og trak det triumferende for Dagens Lys. Efter endt Jagtfærd vendte Selskabet tilbage til Hjem- met, medførende hele det gjorte Bytte, ofte et Dusin Pindsvin eller flere, som man søgte at holde friske ved Hjælp af Salt og krydrede Urter. Vildtet blev derpaa tilberedt og for- tæret ved et stort, flere Dage varende Gilde, som endte med almindelig Rygen sig en stor- artet Rus til i Haschis, noget der var afskyet af de rettroende. Pindsvinejægerne var der- for foragtede af disse og regnedes for urene. I zoologiske Haver ses Hulepindsvinet almindeligt, det bliver let tamt, men er altid dvask og dumt. Det trives godt og formerer sig let i Fangenskab, naar det holdes under for det passende Forhold. Fra de planteædende Pattedyr vender vi os nu til deres Fjender, de kødædende, Rov- dyrene. Ligesom vi blandt Planteæderne traf adskillige, der ingenlunde foragter dyrisk Føde, saaledes vil vi ogsaa blandt Kødæderne finde dem, for hvem Phntekost ikke blot ikke er fremmed, men som endog til daglig holder sig mest til den. Navnlig gælder dette om Landbjørnen (Ursus arctos), den brune Bjørn, som den ogsaa kaldes. Man vilde komme i en vis Forlegenhed, hvis man skulde opgive bestemte Artsmærker