Vor Klodes Dyr 1

LANDBJØRNEN. 259 Tid. For øvrigt kan Bjørnene kun følges tilbage til Mellem-Tertiærtiden, og Arter, der staar de nulevende nær, optræder først i Tertiærtidens sidste Afsnit. De er fundne i Italien og Auvergne, men er meget smaa, saa der maa derefter være foregaaet en intens Udvikling af Slægten, førende til Fremkomsten af kæmpemæssige Former som Hule- bjørnen og en anden, lige saa stor, med den samtidig Art (L7. spelæus og prisens). Bjørnen vælger i vore Dage overalt, hvor den ikke lever uforstyrret, de vildeste og ensomste Skove, Sump- og Klippeegne til Opholdssted. Den skyr Mennesket i saa høj Grad, at den flygter Mile bort, hvis den faar Mistanke om at være forfulgt. Brunsttiden indtræder i Foraaret eller Forsommeren, og Hunnen føder sine Unger, i Reglen 2, om Vinteren, fra Januar til Marts. Sommeren igennem strejfer Bjørnene om, alene eller en Moder med sit Afkom, ædende sig tykke og fede i, hvad Planter og Dyr byder dem. Normalt henter de deres meste Føde fra Planteverdenen, idet de fortærer alt Slags saftigt Grønt: Blade, Urter, Græs o. s. v., indtil Frø og Frugter modnes. Naar dette sker, kommer deres gode Dage. Saftige Bær: Jordbær, Hindbær (n. Bringe- bær), Multer, Brombær, Blaabær o. s. v. æder de i Masse, ved Siden deraf maa ogsaa Træ- frugter holde for: Rønnebær (n. Rognebær), Nødder, Cembrafrø, Agern (11. Egenødder), Kastanier og mange andre. Som bekendt er de store Yndere af sødt, og mange vilde Bi- og Humleboer bliver plyndrede af dem til Trods for de bistre Smaadyrs Stik, mod hvilke Bamsens tykke. Pels kun yder en ufuldkommen Beskyttelse. Ogsaa Myretuer bliver krad- sede op af dem, og saa vel de voksne Insekter som Pupperne fortæres, rimeligvis betragter de lækkersultne Dyr Myresyren som et velsmagende Krydderi. Til sidst bliver Mester Brun dog ked af Vegetarianismen, selv om Planteretterne sødes med Honning og krydres med Myresyre, og han ser sig da om efter en saftig Kødret til Afveksling. Hvor han kun har vilde Dyr at jage, er det næppe let for ham at tilfreds- stille sin Lyst; tung og forholdsvis langsom i sine Bevægelser, som han er, lader han nok være at indhente den hurtige Hjort eller det flygtige Vildsvin, og til at ligge paa Lur og springe paa det intet anende Bytte, egner han sig heller ikke. Vistnok kun undtagelsesvis lykkes det ham at komme bag paa et hvilende eller sovende Dyr, han maa, enten det be- hager ham eller ej, som Regel holde sig til sin daglige Plantekost. Anderledes stiller Sagen sig, naar Bamsen har Adgang til Tamdyr, de har for en stor Del mistet deres vilde S tam fædres Vagtsomhed og Skyhed og lader sig langt lettere over- raske. En Ged eller et Faar, en Ko eller endog en Hest er intet uopnaaeligt Bytte, til dem vender han sig derfor, naar han trænger til Sul. Og har han først faaet Smag paa dette og lært, hvor let og farefrit det er at bemægtige sig saadanne mere eller mindre værgeløse og uforsigtige Dyr, kan han blive en slem Svøbe for Egnen. Bjørnens Styrke er betydelig. Med et Slag af sin Forlab knækker den Halsen paa en Ko, og den er i Stand til at bære en saadan et betydeligt Stykke Vej. Selv over en Træ- stamme, lagt som Bro over Elv eller Kløft, slæber den sit tunge Rov uden synderligt Besvær. Ogsaa i Stalde bryder den ind ved at sprænge Døren eller rive Væggen ned, og har den faaet Blod paa Tand, kan Rovdyrnaturen vaagne i den, saa den dræber langt flere Dyr, end den kan fortære eller bringe bort. Naar Vinteren staar for Døren, har Bjørnen ædt sig smækfed, og nu opsøger den sig et passende Sted til Vinterkvarter. Helst en Bjærghule, hvor den kan ligge lunt og tørt, men i Mangel af saadanne lejrer den sig paa et ensomt Sted dybt inde i Skoven, i