Vor Klodes Dyr 1

LANDBJØRNEN. 263 om, at ingen Spor i Sneen fører bort fra det, med tilstrækkeligt Mandskab og afsøges med Omhu, til selve Hiets Plads, som »Ejeren« ikke altid kender, er funden. Saa drives Dyret ud og skydes ned, fortumlet af Søvn og forvirret ved Dagslyset og de pludseligt optrædende Fjender. En saadan Jagt kan jo være meget fornøjelig, men nogen Heltedaad er det visselig ikke at massakrere en Bjørn under for den saa ugunstige Omstændigheder. Saa skal der allerede mere Mod til at opsøge den ene med en Hund i Følge, paa en Aars- tid, da den er fuldt vaagen og ved Kraft. Skyder man fejl eller saarer den, kan der i alt Fald tænkes den Mulighed, at den styrter sig over Jægeren, inden han faar Tid til at lade igen (skønt vanskeligt i vor Tid!), eller Bøssen kan klikke o. 1. I ældre Tid var Bjørnejagten en farlig Sport, en værdig Prøve paa Mandens Mod, Snarraadighed og Aandsnærværelse, maaske er den det sine Steder endnu. Naar Lappen bekæmper Bamsen med sin usle Lodbøsse og sit korte Bjørnespyd, naar den spanske Bjørnejæger gaar den i Møde alene stolende paa sin lange, stærke og hvasse Kniv, naar vore Forfædre vovede at stille sig paa dens Vej ene væbnede med Bue og Pil, Flintspyd °g -Dolk — da kunde der tales om Heltedaad. Slig Jagt vilde være Galskab for os i vore I ider, vort Liv er bedre værd end at det skulde sættes paa Spil uden Nytte og uden for- nuftigt Maal. Det er sandt. Men sandt er det ogsaa, at Kampen mod Skovens store, vilde Dyr har spillet en betydelig Rolle for Menneskeslægtens Udvikling. Den og blodig Krig har fremelsket nogle af de Egenskaber, uden hvilke Mennesket aldrig havde naaet derhen, hvor vi nu staar. Den har staalsat Modet, ægget Opfindsomheden, fostret Omtanke og Snille, gjort Hannen til Mand og Manden til Helt. Og netop Kampene mod Bjørnene var mere end maaske Kampene mod noget andet Rovdyr egnede til at have saadanne Virkninger; de var ikke saa haabløse for en ringe udrustet Mand som Kampen £ Eks. mod Løve eller Tiger, Bjørnen var ham overlegen i Kræfter, men den Maade, hvorpaa den tager Kampen op, har givet ham Chancer for Sejr, store nok til at virke dragende og ikke blot skræmmende. Maaske er det derfor, saa mange Naturfolk ærer og tilbeder Bjørnen som et højere Væsen, og derfor, at den i Sagn og Eventyr stedse har spillet en stor og sympatisk Rolle. Man har tidligere haft store Tanker om Bjørnens Forstand. Vi erindrer ikke, hvor mange Mænds Vid, Ordsproget tillægger den, 7 eller 9 er det vist, men det er i alt Fald for mange. Den er ganske vist forsigtig nok og villig til at lade sig belære af Erfaring, men egentlig kløgtig er den næppe. Nu æres og tilbedes den ikke mere, i alt Fald ikke i det civiliserede Europa. Nu søges den udryddet ved høje Præmier, der sammen med Værdien af dens varme, prægtige Pels og dens velsmagende Kød — ikke at tale 0111 det, der kan faas ud af at sælge Bjørnen, inden den er dræbt — gør det til en mere end almindelig indbringende Forretning at skyde den. Men trods al Forfølgelse har den dog som sagt holdt Stand mange Steder, og der er ingen Grund til at tro, at dens Dage snart skulde være talte end ikke i Europa. Et andet for en stor Del planteædende Rovdyr er Grævlingen {Meles taxus), der tilhører Maarfamilien, men staar noget isoleret i denne. Familien omfatter gennemgaaende temmelig smaa Dyr med lang Hale, korte Ben og 5-taaede Poter. De har 4 eller ; Kind- tænder i Over-, 5 eller 6 i Underkæben, hvoriblandt altid 1 Knusetand i hver Kæbe. Grævlingen har i alt 36 Tænder, lige mange i Over- og Underkæbe, og Knusetænderne