Vor Klodes Dyr 1

264 DE PALÆARKTISKE DYR. er meget stærkt udviklede i god Overensstemmelse med dens altædende Levemaade. Den er plumpt og undersætsigt bygget, med et i en Tryne udtrukket Hoved, korte, brede Øren, firskaaren Krop, lave Ben med store Poter, hvis Tæer, navnlig da Forpoternes, bærer lange, kraftige Gravekløer. Den træder paa hele Foden (Saalegænger) og har en forholdsvis kort, busket Hale. Haarklædningen er grov, tættere og længere paa Ryg og Sider, kortere og tyndere paa Bugen; Oversiden er, tværtimod hvad der er almindeligt hos Pattedyrene, lysere farvet end Undersiden. Medens dennes Haar er brunsorte, er Ryggen5 og Sidernes hvidgraa i Spidsen, sorte midt paa og gullige ved Roden, hvad der giver disse Partier et graameleret Udseende. Langs Snuden og Hovedet løber paa hver Side en mørk Stribe, omfattende Øjet og Øret, hvis Indside dog er lyst behaaret, og ta- bende sig bagtil paa Halsen. Dyret maaler, foruden den 16—18 Ctm. lange Hale, 75 Ctm. i Længde, og en gammel fed Han kan naa den respektable Vægt af 25 Kilo. Grævlingen er almindelig hos os, men man kan være Nabo til den Aar igennem uden nogen Sinde at faa den at se, saa natlig er dens Levemaade og saa dulgt dens Færd. For- uden Danmark bebor den det sydlige Norge, Mellem- og Sydsverrig, hele det øvrige Eu- ropa paa Nordrusland nær, en stor Del af Mellem- og Sydsibirien, Vestasien, Persien, store Dele af Kina og de japanske Øer. Den graver sig vidtløftige Boer i Bakker og Brinker, saavel i som uden for Skoven, ja selv i ganske skovløse Egne som de jydske Heder. For et gravende og med sin Kost ikke nøjeseende Dyr som den har det ikke stor Betydning, om Jorden omkring dens Opholdssted bærer Skov eller ej, derfor har den haft Lethed ved at bøje sig ind under de ved dennes Rydning forandrede Forhold. Navnlig gamle, i mange Slægtled beboede Grævlingegrave er meget komplicerede og bestaar af indtil 8, 10 eller flere særskilt udmundende, men i Jordens Indre med hinanden forbundne Gange, ofte 10—1$ M. lange og spændende over et Rum af 20 til 25 M.s Tværmaal. Helst anlægges Boen i en brat Brink, saaledes at nogle Gange munder ud paa denne, andre oven over den paa flad Mark; undertiden vælges et Hjørne eller en fremspringende Vinkel mellem 2 Slugter, saa der findes Udgangsaabninger ud til dem begge foruden til Marken over for Skrænten. Regelmæssigt benyttes dog kun en eller to af disse Gange, de andre maa op- fattes dels som anlagte for Sikkerheds Skyld, for at Ejeren i Tilfælde af Fare kan flygte saa dulgt som muligt, dels ogsaa som Ventilationsrør, der skal sikre god Luft i Gangene og navnlig i selve Boligen, en rummelig, fra P/2 til 6ere M. under Overfladen liggende, med tørre Plantedele blødt og varmt udforet Hule. Alle disse Gange er gravede af Grævlinger, om ikke just af en og den samme; en ældre Bo tages sikkert ofte i Besiddelse af et nyt Dyr, naar det gamle er død en naturlig Død eller faldet som Offer for en Jæger. Ved Gravningen benyttes Forpoterne til at løsskrabe Jorden, som dernæst kastes bagud med Bagpoterne. Har der samlet sig en vis Mængde Fyld bag det gravende Dyr, stemmer dette Bagen imod den og skubber den baglæns ud af Gangen, uden for hvilken der efterhaanden ophober sig betydelige Jordmasser, som lidt efter lidt glider ned ad den Skraaning, paa hvilken Gangene i Reglen udmunder. Man træffer undertiden paa underjordiske Gangkomplekser beboede baade af Ræv og Grævling, som synes at leve fredeligt sammen, hver i sin Del af Boen, uden at bekymre sig synderligt om hinanden. Grævlingen er et renligt Dyr, hvis Hjem altid er pillent og pænt, ja den driver sin Renlighed saa vidt, at en Hun, som har Unger, altid anlægger et Kloset, en Hule, der