Vor Klodes Dyr 1

RÆVEN. 29 S de sidste ihjel uden at æde mere end et enkelt. For een Mand dræbte de saaledes 9 Lam i een Nat. Hvor den Slags Røvere huserer, er det ikke mere end rimeligt, at de søges udryddede paa enhver mulig Maade, selv ved Stryknin. Men den systematiske Forfølgelse og Ødelæggelse af Rævebestanden ved Gift, der nu drives paa mange Godser af Hensyn til Haar- og Fjervildtet, vil vistnok hævne sig ved Musenes Overhaandtagen. Vi skal ikke her dvæle videre ved Jagten efter Ræve, der drives paa mange Maader, forskellige i forskellige Tider og Lande. Den engelske Parforcejagt, Jagten med Gravhunde, Opstillingen af Rævesakse, o. s. v. er bekendte nok; her i Landet skydes de fleste Ræve dog vistnok Efteraar og Vinter paa Klapjagter og af Jægere, der med eller uden Hund op- søger dem, hvor de har lagt sig til Hvile i det frie. Skindet af gamle Ræve i Vinterdragt er et søgt og til Tider godt betalt Pelsværk, bedre jo længere mod Nord vi kommer. Bedst og kostbarest er de sibiriske Sortræves Skind. Saa forfulgt Mikkel end har været, har han dog formaaet at holde Stillingen selv i de stærkest befolkede Lande. At udrydde ham og hans Æt er en uløselig Opgave, saa længe man ikke griber til Strykninen; den kan han ganske vist ikke staa for. Ved Siden af, at han er Røver og Drabsmand, der jager og stjæler og æder sit ærligt eller uærligt dræbte Bytte, skyr han nemlig ingenlunde at tage Aadsler og selvdøde Dyr, naar de tilbyder sig. Lægges saadanne paa hans Vej forsynede med en Dosis Gift, kan han ikke modstaa dem, og det er en let Sag paa den Vis i kort Tid at tilintetgøre hver levende Ræv i et givet Terrain — men rigtignok undertiden adskillige Hunde tillige. Mod al anden Forfølgelse beskytter hans Forsigtighed og Snuhed ham altid til en vis Grad, fræk og paagaaende er han kun der, hvor han føler sig tryg og tror at kunne tillade sig selv de utroligste Gavtyvestreger. Om han nogen Sinde har lignet sin højnordiske Slægtning, Polarræven, i stupid Frækhed, turde være tvivlsomt, han har vistnok stedse været den kloge, forsigtige Krabat, han er i vore Dage, og han er formodentlig bleven den, han er, derved at han har haft al sin Kløgt behov for at skaffe sig og sine det nødvendige til Livets Ophold. I Virkeligheden er Ræven beundringsværdig som Rovdyr betragtet. Dens Ihærdighed i at opspore sit Bytte, den Dristighed og Snuhed, hvormed den forfølger det og faar det i sin Magt, dens Udspekulerthed i at finde paa Udveje af tilsyneladende haabløse Situationer, den Kløgt, nvormed den ofte gaar af Vejen for Fælder og Snarer, kan være ganske impo- nerende. Kosteligst er dog næsten dens uforskammede Frækhed, hvor den tror at kunne komme ustraffet fra det, og den Overlegenhed, man kunde næsten sige Blaserthed, hvor- med den af og til optræder. Brehm fortæller saaledes efter Jager en udmærket Historie om en Ræv, man engang i Wiens zoologiske Have fluidt paa at kaste ned til Bjørnene i deres Indelukke. Den tog den mindre behagelige Situation med stor Ro og fandt sig i, at Bjørnene snuste til den og undersøgte den med stor Nysgerrighed. Først da den syntes, at en af dem blev for nærgaaende, røg den i den og belærte den ved Bid i Ansigtet om, at den gjorde bedst i at holde sig for sig selv. Derpaa udsøgte den sig et passende Hvilested og fandt dette paa et fremspringende Hjørne af et Taarn, med et let Spring naaede den dette og lagde sig til Rette. De 4 Bjørne samlede sig nu om den, uden at det tilsyneladende afficerede den videre, kun gav den dem alle et velment Bid i Snuden, efter som de hver efter sin Tur kom den tor nær. Først da de alle havde faaet en Huskeseddel, lod de den i Fred, og der